Over 50 mennesker frygtes omkommet i en sammenstyrtet jademine i Myanmar.
Ulykken i minen, som ligger i delstaten Kachin, skete sent mandag aften, oplyser informationsdepartementet i landet.
Tre omkomne arbejdere er hentet ud, men yderligere 54 er savnet og frygtes at være blevet begravet under tonsvis af sten og mudder.
Der sker ofte ulykker i Myanmars miner, hvor der arbejdes intenst på at imødekomme en stor efterspørgsel efter jade i nabolandet Kina.
Det sker ofte uden hensyntagen til minearbejdernes sikkerhed.
Ifølge Global Witness udvindes der årligt jade for over 200 milliarder kroner i Myanmar. Næsten det hele smugles til Kina.
En række af de mineselskaber, som er involveret i den lukrative handel, har bånd til Myanmars mægtige regeringshær.
Snesevis af mennesker omkommer hvert år i mineindustrien, som er korrupt og dårligt reguleret.
Hundredvis af mennesker strømmede tirsdag til ulykkesstedet.
I det nordlige Myanmar er der enorme naturressourcer.
Ressourcerne, der blandt andet tæller jade, tømmer, guld og rav, er med til at finansiere en årtier lang borgerkrig mellem militæret og etniske mindretal i navnligt Kachin-provinsen.
Da den civile leder Aung San Suu Kyi kom til magten i 2016, lovede hun at styrke fredsprocessen mellem landets mange væbnede grupper.
Men der er ikke sket nogen klare fremskridt.
Et minekollaps i november 2015 kostede mindst 100 mennesker livet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP