Regeringens planer om at lave en forskerrapport om Irakkrigen er langt fra nok for oppositionen. Derfor foreslår Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, De Radikale og tre nordatlandtiske folketingsmedlemmer nu, at der nedsættes en decideret undersøgelseskommission, der skal belyse den danske deltagelse i Irak-krigen.
- Det er nødvendigt, at de politisk ansvarlige skal udtale sig under vidneansvar, for at vi kan få sagen belyst til bunds - og dermed også bidrage til, at Danmark aldrig igen kommer i en tilsvarende pinagtig situation, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft og tilføjer:
- Vi
vil have undersøgt, hvorfor Danmark kom med i en invasion i strid med flertallet
i FN og i modsætning til vore nærmeste europæiske naboer. Dermed pådrog Danmark
sig et politisk og moralsk medansvar for Bushs katastrofale politik.
For at få flertal for forslaget er oppositionen dog afhængig af Ny Alliances mandater, og her har partiformand Naser Khader tidligere været kritisk over en egentlig kommissionsundersøgelse, som han mener er for tilbageskuende.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ny Alliance til oppositionens konkrete forslag.