Det danske aktiemarked formåede ikke at styre uden om fald i resten af Europa onsdag, og eliteindekset C20 Cap sluttede dagen med et fald på 1,4 pct. til 585,65, efter at det tirsdag var lukket i det højeste niveau nogensinde. De øvrige børser i Europa viste fald i samme størrelsesorden.
- Det er de røde tal, der præger billedet onsdag, men det skal nok også ses i lyset af, at det var en rigtig god dag tirsdag, siger aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Han peger desuden på, at udviklingen kan være en afledt reaktion på stigningen i renterne siden nøgletal fra USA tirsdag eftermiddag.
- Vi fik et rigtig stærkt forbrugertillidstal fra USA tirsdag, som umiddelbart også blev tolket positivt, men det havde også den konsekvens, at renterne kørte op. Når renterne begynder at tikke op, er man bange for, at det kan være en bremse for den videre udvikling i økonomien, siger Martin Munk.
Herhjemme var der fald i 18 af de 20 aktier i C20-indekset. Som det har været tilfældet mange gange på det seneste, markerede Vestas sig stærkt med en stigning på 1,1 pct. til 83,9 kr. til det højeste niveau siden oktober 2011.
- Vestas kører sit eget løb lige i øjeblikket. Der er ikke noget nyt fremme om aktien onsdag, men det er den gænge, vi har set siden selskabets kvartalsregnskab, som blandt andet viste, at omkostningerne bevæger sig i den rigtige retning. Det minder for mange om en rigtig spændende turnaround case, og det, skal jeg love for, har fået investorerne frem, siger Martin Munk.
Han tilskriver ligeledes udviklingen inddækning af korte positioner, hvor flere af dem, der har satset på et kursfald i aktien, afdækker deres positioner.
- Samtidig er der også begyndt at komme nogle ordrer ind, og det lader til, at Vestas egentlig gør det bedre end markedet generelt lige i øjeblikket på ordrefronten. Så det har været en cocktail af flere gode ting siden kvartalsregnskabet, siger Martin Munk.
Siden regnskabet for første kvartal er Vestas steget med 59 pct.
I den tunge ende af C20 var der fald til bankerne. Jyske Bank lukkede 1,6 pct. lavere i 234,5 kr., Danske Bank faldt 0,8 pct. til 111,1 kr., og Nordea dykkede 1,9 pct. til 70,6 kr.
- Bankerne kommer lidt retur, men de havde altså også en rigtig god tirsdag, da Totalkredit hævede bidragssatserne, hvilket blev tolket i den retning, at vi nok kommer til at se flere af de andre aktører gøre det samme. Det er noget, der kan bidrage godt til bundlinjerne. Onsdag er der lidt kortsigtet gevinsthjemtagning oven på tirsdagens stigninger, vurderer Martin Munk.
Blandt sidepapirerne noterede Bavarian Nordic en stigning på 3,0 pct. til 69,5 kr. efter en meddelelse fra selskabet om, at det håber at kunne udvide sin pipeline med endnu en senfase-lægemiddelkandidat til behandling af kræft.
- Vi er meget glade for at kunne udvide potentialet i vores cancerimmunterapier til også at omfatte tyktarmscancer. Det giver os mulighed for at udvide vores kliniske pipeline inden for en række større cancerformer, udtaler Bavarians topchef, Anders Hedegaard, i meddelelsen.
Atlantic Petroleum opjusterede onsdag forventningerne til hele året til et driftsresultat (EBITDAX) på 225-255 mio. kr. fra tidligere ventet 200-250 mio. kr. Aktien faldt imidlertid 4,9 pct. til 166,5 kr., men det skete efter en stigning på 10,1 pct. tirsdag.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk