Økonomer deler regeringens syn på væksten. Det går sløjt i år - men i 2014 kommer der mere gang i hjulene.
Regeringen forventer, at væksten bliver 0,2 procent i år og stiger til 1,6 procent næste år. Det fremgår af udspillet til finansloven for 2014.
- Meget tyder imidlertid på, at krisen er ved at slippe sit tag i Europa, og dermed er forudsætningerne for vækst i Danmark også langt bedre. Vi tør dermed også tro på fremgangen, lyder det fra Danske Banks cheføkonom Steen Bocian.
Samlet set kalder cheføkonomen udspillet for vækstneutralt. Men han mener, at regeringens strategi forekommer ganske fornuftig, da dansk økonomi ikke har meget råderum at gøre godt med.
Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank, siger, at regeringens finanslovforslag viser, at råderummet for at løsne finanspolitikken er blevet mindre som følge af en lavere vækst i 2013.
- Fortalerne for en mere ekspansiv finanspolitik må derfor skyde en hvid pind efter en mere ekspansiv finanspolitik, da intet tyder på, at regeringen kan finde en prins John at tage pengene fra, siger han.
Nykredits chefanalytiker Tore Stramer mener, at regeringens finanslovforslag ser fornuftig ud.
- Regeringen har med Vækstplan DK allerede sat en række initiativer i søen, der vil understøtte BNP-væksten i såvel 2013 som 2014, siger han i en kommentar og fortsætter:
- Dertil kommer, at de offentlige investeringer har fået et markant løft og i øjeblikket befinder sig på det højeste niveau i godt og vel 30 år, siger han.
Tore Stramer mener, at det helt overordnet ville være ønskeligt, at den politiske debat i højere grad drejer sig over imod de mere langsigtede udfordringer, som dansk økonomi står overfor, i stedet for at kredse om finjusteringer af finanspolitikken i 2014.
Helge J. Pedersen, cheføkonom hos Nordea, mener, at det er hensigtsmæssigt, at regeringen ikke lægger op til, at finanspolitikken lempes markant.
- Der er tegn på, at økonomien langsomt, men sikkert er ved at vende tilbage på vækstsporet. Omvendt er opsvinget fortsat så skrøbeligt, at det er fornuftigt, at regeringen fortsat holder hånden under økonomien, vurderer han.
/ritzau/