Der er en kæmpe gevinst, hvis Danmark øger eksporten til BRIK-landene - Brasilien, Rusland, Indien og Kina - i samme takt som Sverige og Tyskland. 6000 flere danskere får job, og Danmark kan tjene ni milliarder kroner.
Det siger handels- og europaminister Nick Hækkerup (S), som onsdag eftermiddag fremlægger en eksportkanon. Den viser succeser fra 30 danske virksomheder, som skal anspore andre danske virksomheder til at eksportere.
- Denne eksportkanon viser virksomheder, som har gjort det exceptionelt godt. Det er så vigtigt. Hvis vi havde samme eksportgrad som Tyskland og Sverige til BRIK-landene, ville vi have ni milliarder kroner mere i eksport, siger Nick Hækkerup.
- Det betyder 6000 arbejdspladser - alene fra eksporten til de fire store vækstøkonomier.
Virksomhederne skal sikre eksport ved hårdt arbejde. Der findes ikke én og samme metode for alle virksomheder fra de største til de mindste, og der er også store forskelle på markederne i flere lande, påpeger Nick Hækkerup.
- Hvis alt var klaret ved at udsige en trylleformular, så var det sket for lang tid siden. Dette er hårdt arbejde. Men virksomheder, som ønsker at komme ud, kan få inspiration i denne eksportkanon og gode råd fra andre virksomheder, siger han.
Regeringen kan i EU forhandle toldsatser væk og nationalt fjerne hindringer. Desuden kan handels- og europaministeren hjælpe virksomhederne i felten, siger han.
- Jeg kan populært sagt smøge ærmerne op for virksomhederne. Tage dem med ud på rejser, sørge for at snakke om de problemer danske virksomheder møder i de lande, vi rejser i, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/