Poul Nyrup Rasmussen takkede i sin tid nej til at blive spindoktor for Anker Jørgensen.
Det fortæller han i en ny bog - 'Arven efter Anker' skrevet af Bjarne Henrik Lundis, der netop er udkommet på Forlaget Sidespejlet.
Det var dengang Poul Nyrup Rasmussen arbejdede i LO, at tilbuddet kom fra den daværende statsminister.
- Anker ringede på et tidspunkt til mig og ville høre, om jeg ville være en slags presserådgiver for ham i Statsministeriet. Jeg fik nu indtryk af, at Anker mere tænkte på rådgivning omkring substansen i vigtige regeringsudspil – men ”presserådgiver” var dengang adgangsbillet for en person, der kom udefra. Det havde tidligere borgerlige statsministre også benyttet sig af, siger Poul Nyrup Rasmussen i bogen.
Men muligheden for at påvirke fagbevægelsen og Socialdemokratiet var større i LO, og derfor sagde han nej tak til Ankers tilbud. Poul Nyrup Rasmussen arbejdede som økonom i LO fra 1971-1986.
- Departementschefen og systemet var ikke begejstret for at få sådan en som mig ind. Det kunne jeg tydeligt mærke. Dertil kom de mange ministre og den socialdemokratiske gruppe med mange forskellige interesser. Et stort komplekst system på Christiansborg, som det ville tage megen tid at operere i – for at kunne give Anker den rette rådgivning. Min samlede afvejning var, at jeg kunne gøre mere nytte for hele arbejderbevægelsen i LO. Jeg elskede mit arbejde der og syntes, at jeg kunne sætte dagsordener og påvirke udviklingen til gavn for både Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Derfor takkede jeg pænt nej, fortæller Poul Nyrup Rasmussen.
'Anker var den danske drøm'
'Arven efter Anker' er skrevet af journalist og forfatter Bjarne Henrik Lundis, og handler om Anker Jørgensens liv som statsminister, fagforeningsmand og privatperson. Bjarne Henrik Lundis har selv en fortid som formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, på Vesterbro i 1986.
Anker Jørgensen døde den 20. marts 2016. Han blev 93 år. Han sad som statsminister fra oktober 1972 til december 1973 og igen fra 1975-1982.
Efter Anker Jørgensens død begyndte forfatteren at arrangere byvandringer i Anker Jørgensens højt skattede kvarter, Sydhavnen i København. Det var i den forbindelse, at ideen til bogen opstod.
I bogen medvirker blandt andre også Anker Jørgensens fire børn, LO-formand Lizette Risgaard og socialdemokratiske kolleger som Mogens Lykketoft og Jytte Andersen. I kapitlet om statsministeren Anker Jørgensen fortæller Poul Nyrup Rasmussen om, hvorfor han så op til den tidligere statsminister.
- Anker repræsenterede den danske drøm, som netop bygger på, at man kan nå sine mål sammen med andre, i fællesskab, i velfærdssamfundet, og at alle bogstavelig talt kan nå deres drømme, ikke på bekostning af andre og ikke kun de få, siger Poul Nyrup Rasmussen.
- Anker var en person, som alle danskere havde en livline til. Hans baggrund gjorde det, og han glemte det aldrig. Folks identitetsfølelse var unik: Der var Anker, og så var der alle de andre. Folk kunne genkende sig selv i den lille, flittige statsminister. Livlinen bestod i, at der for de fleste altid var Anker tilbage, når tvivlen og håbet om en bedre tid var ved at forsvinde, fortæller Poul Nyrup Rasmussen.
Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen sammen til Anker Jørgensens 75 års fødselsdag i 1997. Foto: Jørgen Jessen/Scanpix
En stor statsminister
Poul Nyrup Rasmussen sad selv som statsminister i perioden fra 1993 til 2001. Han fortæller, at han så op til Anker Jørgensens evne til at bestride hvervet som statsminister.
- Der er ingen fast entydig model for at være en god statsminister. Den skal udfyldes hver gang af den nye. Anker befandt sig tydeligt godt i jobbet. Man mærkede, at magten ikke var ham fremmed, og han nød at bruge den til gavn for os alle sammen. Og så var han sig selv – et menneske i magtens rum. Det er noget af det sværeste, der findes, og folk mærkede det, siger Poul Nyrup Rasmussen.
Han er ikke i tvivl om, hvad der gør Anker Jørgensen til noget særligt i rækken af andre store socialdemokratiske statsministre.
- Alle var de store personligheder med deres særlige karaktertræk. Anker havde på en gang Hans Hedtofts talegaver og kontakt til folk, H.C. Hansens naturlige lederskab og Staunings fagforeningsbaggrund. Men først og sidst var han sig selv. Eftermælet? Mit indtryk var, at Anker slet ikke havde tid til at interessere sig for det spørgsmål. Der var alt for meget, han skulle nå hver dag i Statsministeriet og i hele livet, siger Poul Nyrup Rasmussen i bogen.