Nye tal afslører: Ældres velfærd forringet i 81 ud af 98 kommuner

Et stort flertal af landets kommuner har skåret ned på velfærden til ældre siden seneste kommunalvalg.
Et stort flertal af landets kommuner har skåret ned på velfærden til ældre siden seneste kommunalvalg.
Et stort flertal af landets kommuner har skåret ned på velfærden til ældre siden seneste kommunalvalg. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv

81 ud af landets 98 kommuner har skåret ned på udgifterne til de ældre siden sidst, der blev hængt valgplakater i lygtepælene. Det viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet over kommunernes udgifter til blandt andet hjemmehjælp, ældreboliger og genoptræning af ældre og handicappede.

"Kommunerne er generelt økonomisk pressede, ikke mindst på ældreområdet, hvor der kommer flere ældre," siger Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi på VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd til Fagbladet FOA.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

I 2016 brugte kommunerne i gennemsnit 2.955 kroner mindre pr. ældre over 65 år end i 2013 - et fald på syv procent, viser tal fra noegletal.dk. Tallene viser driftsudgifterne i 2013 og 2016 i faste priser, når udgifter som for eksempel beboerbetaling og statsrefusion er trukket fra.

Ifølge Kurt Houlberg fra VIVE har kommunerne sparet 11-12 milliarder på serviceudgifterne siden 2011. Nedskæringerne skyldes blandt andet finanskrisen og det såkaldte udgiftsloft, hvor staten kan straffe kommuner økonomisk, der bruger flere penge, end de har budgetteret med.

"Der er sket store forandringer på ældreområdet. Det handler blandt andet om rehabiliterings-tankegangen, hvor ældreplejen er blevet omlagt fra 'hjælp til selvhjælp', hvor tanken er, at man i højere grad skal kunne klare sig selv uden den kommunale hjemmepleje. Hvorvidt borgerne oplever det som en bedre eller dårligere kvalitet er en anden sag," siger professor Kurt Houlberg fra VIVE.

Kommunernes Landsforening (KL) erkender, at udgifterne til ældre er under pres.

"Vi er nødt til at erkende, at de offentlige udgifter bliver holdt i en stram spændetrøje i disse år. Og når kommunerne samtidig oplever stigende udgiftspres på en række områder, så er det nødvendigt at foretage hårde prioriteringer og gennemføre effektiviseringer på alle områder," siger formand for Kommunernes Landsforenings (KL) bestyrelse Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg Kommune (V).

Han forudser, at antallet af plejekrævende ældre voksne vil stige de kommende år.

"Det vil lægge et voldsomt pres på kommunerne," siger Martin Damm.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.