Nye sager om sindslidende, der lever under uhumske forhold i københavnske plejeboliger, fortsætter med at vælte frem. Nyhedsavisen kan nu fortælle om endnu to tilfælde, der chokerer københavnske politikere.
Den ene sag handler om en psykisk syg kvinde fra bocentret Sundbygård på Amager. Nyhedsavisen er kommet i besiddelse af et notat fra hendes journal fra 27. juni 2007. Her står om hendes bolig:
»Pt.s (patientens, red.) lejlighed er trods nylig rengøring svært kaotisk og uhygiejnisk, der ligger affald, opkast og andre uhumskheder alle vegne.«
Omtrent på samme tidspunkt er den gal hos en anden psykisk syg kvinde, viser et notat, som Nyhedsavisen også er kommet i besiddelse af. En sygeplejerske skriver 30. juni 2007 notatet på baggrund af et besøg i den sindslidende kvindes beskyttede bolig på plejecentret Hørgården:
»Boligen er i miserabel forfatning. Der er meget, meget snavset og kaotisk.«
Sygeplejersken beskriver videre, at gulvene flyder med blandt andet aviser, køkkengrej og fitness-redskaber. Store totter hår og støv ligger alle vegne. Og der er hverken seng eller sengetøj i lejligheden. Patienten sover på en stol med en stump tæppe.
»På badeværelset er der ingen vandhane ved håndvasken, og toilettet fungerer ikke. Køkkenet bærer præg af, at vasken ikke har kunnet bruges ¿ der er snavset, rodet og uhygiejnisk,« skriver sygeplejersken videre.
Svær balancegang
Løsgængeren Finn Rudaizky er rystet, selvom han ved, at beboerne har ret til ikke at lukke personalet ind, så der kan blive gjort rent.
»I lovens forstand er det naturligvis deres egne boliger. Men jeg mener ikke, at personalet bryder nogen love ved at gå ind en gang imellem og se til, at folk ikke lever i det svineri. Det må være muligt at finde en løsning, så de kan få tilbudt hjælp til at gøre rent,« siger han.
Lars Bo Bülow, omsorgschef i Sundhedsforvaltningen, kan ikke udtale sig om den konkrete kvinde på Hørgården, der hører under hans forvaltning. Han siger dog:
»Vores opgaver er at gøre alt for at motivere beboerne til at gøre rent. Men vi skal respektere, hvis de ikke vil lukke os ind. Så længe de ikke er ved at dø af sult eller lever i sundhedsfare, kan vi ikke bestemme. Derfor er det altid en balance at se, hvornår nok er nok,« siger han.
For velfærdsminister Karen Jespersen (V) er grænsen tilsyneladende ved at være nået. Efter afsløringer af plejesvigt på institutioner som Fælledgården og Strandvænget overvejer hun, om staten skal overtage tilsynet med institutionerne fra kommunerne. Det oplyste DR Nyheder i aftes.