Det kan være en brat overgang at komme fra en verden, hvor man bor med familiens ældre og så til den den danske effektive hjemmepleje, hvor de ældre skal gøre mest muligt selv.
De seneste fem års omlægning af ældreplejen til at handle om træning og genoptræning, har været svær for mange nydanske medarbejdere.
Læs hele sagen her: Hjerteskærende at ældre skal gøre alt selv
Shivani Singh begyndte som sosu-elev sidste år. Hun kommer fra Indien, hvor det ifølge hende er uhørt, at at lade ældre gøre så meget som muligt selv.
Så da hun begyndte i ældreplejen i januar sidste år, krævede det en del tilvænning.
- Den første uge gjorde jeg alting selv. Bar ud af bordet og børstede tænder på dem og det hele. Da jeg fortalte det til min leder, sagde hun, at jeg skulle lade være, siger hun.
Shivani Sing har en master degree og var lærer i Indien. Siden blev hun dansk gift og flyttede mod nord. Da hun nogle år senere var fraskilt og fik en diskosprolaps oplevede hun, hvordan det var, at ligge syg alene uden sin familie. Men da fik hun hjemmehjælp.
- Det var danskere, der kom. De smilede alle sammen, og tog sig af mig, og syntes ikke jeg var ulækker, selv om jeg var syg. Jeg trængte sådan til omsorg, og det fik jeg fra dem. Så jeg tænkte, at det vil jeg også gøre,” siger hun.
Tænker det er synd
Efter et år er Shivani Sing stadig glad for sit job, og synes nu, at det er bedst at få de ældre til at gøre så meget som muligt selv.
- Hvis man gør det hele for dem, bruger de slet ikke deres muskler og så bliver de endnu dårligere, siger Shivani Sing.
Richilda Obtinalla Kjærgaard kommer fra Filippinerne og har oplevet, at danskerne har et andet forhold til de ældre i familien. Hun synes, de ældre mangler kærlighed og er for ensomme.
Hun er i gang med uddannelsen til sosu-hjælper, og syntes i starten, at den danske rehabiliterende tilgang var fremmed.
- I mit hjemland er det helt anderledes. Når vores ældre har brækket noget, så beder vi dem ikke om at lave noget selv overhovedet. Vi synes, de har lavet nok, og det er synd for dem, siger Richilda Obtinalla Kjærgaard.
I starten havde hun det også selv sådan.
- Jeg tænkte, at de er for svage, og vi skal hjælpe dem. Men efter jeg arbejdede og fik uddannelse ændrede jeg mening og tænker, at de skal fortsætte at kunne klare sig selv, og det er en del af deres livskvalitet,” siger hun.
Richilda Obtinalla Kjærgaard kan stadig godt tænke, at det er svært at holde fast i den tilgang.
- Det tager kun fem minutter for mig at give dem tøj på men hvis de gøre det alene, så varer det en time. Men hvis jeg bliver doven, så er det ikke godt for dem, fordi jeg tager deres ressourcer fra dem," siger hun.