Ny FOA-formand: Hjerteløs 'regnearks-tænkning' ødelægger velfærden

Når sosu'ers pleje af ældre sættes ind i skemaer med intervaller af fem minutter, er der noget galt. Der er for mange eksempler på kynisk og hjerteløs 'regnearks-tænkning' i velfærden. Det mener Mona Striib, nyvalgt formand for FOA.
Det er næsten ikke til at bære, at vores tolerancetærskel i forhold til, hvordan vi passer på de udsatte i samfundet, kan flytte sig så meget på så kort tid. Det er skræmmende, mener Mona Striib.
Det er næsten ikke til at bære, at vores tolerancetærskel i forhold til, hvordan vi passer på de udsatte i samfundet, kan flytte sig så meget på så kort tid. Det er skræmmende, mener Mona Striib. Foto: Gitte Redder, Avisen.dk

For Mona Striib er grundpillerne i det danske velfærdssamfund tryghed, lighed og anstændighed.

Men grundpillerne er ved at erodere, mener den nyvalgte formand for mere end 150.000 sosu'er, pædagogmedhjælpere og andre faggrupper i fagforbundet FOA.

- Vi hører alle sammen groteske historier om syge mennesker, der ikke kan få tilkendt førtidspension, fordi de først skal afklares igennem et ressourceforløb.

- Eller tænk på sosu'er, der bliver mødt med, at man kan bruge vådservietter til nedre toiletter i ældreplejen, fordi  man kan spare tid på vask og dermed penge. Anstændigheden er ved at gå tabt i den her regnearks-kultur, siger Mona Striib til Avisen.dk.

Den sunde fornuft er væk 

I foråret blev Mona Striib valgt som den første kvindelige formand for Danmarks tredje største fagforbund. Dermed røg hun efter 14 år som næstformand helt til tops i FOA og afløste den markante Dennis Kristensen.

Ligesom sin forgænger er Mona Striib heller ikke bleg for at råbe op, hvis tingene går skævt. Og lige nu synes den tidligere hjemmehjælper i Kolding, at hendes højt elskede, danske velfærdssamfund er på vej ud over kanten.

Hele opbakningen, til at vi har et offentligt velfærdssystem, er på spil.

Fra sin nye magtfulde position har hun tænkt sig at kæmpe med næb og klør for, at det ikke går så galt, som hun kan frygte.

- Nogle gange bliver det kynisk og hjerteløs regnearks-tænkning, der dikterer, hvad der sker i den offentlige sektor. Både det menneskelige aspekt og den sunde fornuft er væk.

- Det er som om, at vi i vores frygt for, at nogle promiller snyder systemet, indfører en regulering og tænkning, der fuldstændig ødelægger værdigheden og medmenneskeligheden i vores velfærdssamfund, siger hun.

Risiko for amerikansk samfund  

Mona Striib har smidt sommersandalerne og sidder med bare tæer i sit kontor i centrum af København.

- Det er næsten ikke til at holde ud, fastslår hun.

Den 57-årige Mona Striib taler ikke om varmen og den blå himmel udenfor, men om de mørke skyer, der tårner sig op over vores velfærdssamfund.

- Det er faktisk skræmmende, at vores tolerancetærskel kan flytte sig så meget på så kort tid, konstaterer hun.

Ifølge Mona Striib er det helt afgørende, at der kommer flere ressourcer til den offentlige sektor til gavn for både borgerne og de ansatte.  

Hun krydser fingre for, at de første skridt i den retning sker i forbindelse med den sammenhængsreform for den offentlige sektor, som regeringen præsenterer til efteråret samt i forbindelse med det kommende folketingsvalg.

- Hele opbakningen, til at vi har et offentligt velfærdssystem, er på spil. Hvis vi fortsætter af den bane, som vi har nu, ender det med, at de bedst stillede køber forsikringsordninger og private løsninger og efterlader den offentlige sektor endnu mindre og også mindre robust.

- Så bliver det sværere at opretholde lige adgang til sundhed og uddannelse. Hvis det forsvinder bliver vi et amerikansk samfund, hvor man må forsikre sig, og hvor det er alles kamp mod alle. I min verden er det en ret usympatisk tanke.

Sammenhængsreform er et godt ord

Mener du, at eroderingen af vores velfærdssamfund er i fuld gang allerede?

- Ja, og hvis det fortsætter, kommer det til at gå hurtigt. Derfor er det vigtigt, at vi stopper op og får tænkt, hvad vi vil med det her samfund. Ordet sammenhængsreform er sådan set rigtig godt, for det at bevare en sammenhængskraft er sindssygt vigtigt, pointerer hun.

Det står højt på FOA-formandens dagsorden, at en sammenhængsreform ikke blot bliver et spørgsmål om, at et plejecenter i Himmerland eller en daginstitution i Slagelse skal tastes ind med kroner og  personaletimer  i et regneark og derefter benchmarches med andre.

Mareridtet er, at nedskæringerne, detailstyringen og mistilliden til pædagoger, sygeplejersker, sosu'er og andre kernetropper fortsætter.

Løhde skal slippe jernhånden 

Har du tiltro til, at FOA og fagbevægelsen kan være i god dialog med innovationsminister Sophie Løhde (V) om sammenhængsreformen for den offentlige sektor?

- Ja, det har jeg. Hvis Sophie Løhde slipper, at hun er styret af en jernhånd bagved, er det også muligt at finde vejen ind og få prikket til medmenneskeligheden og se virkeligheden, som den er, siger hun og henviser til, at innovationsministeren sidder under samme tag som finansminister Kristian Jensen (V).

- Nogle gange tror jeg, at vi er ved at spare os ihjel, siger Mona Striib, som her er fanget under en demonstration.
Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix/arkiv.
 

Det kan godt være ildevarslende set med Mona Striibs øjne, hvis Løhde lader sig diktere af Finansministeriets regnemodeller. Men FOA-formanden noterer, at Sophie Løhde i sin periode som sundhedsminister var ganske udmærket til at lytte til faggrupper på tværs af organisationer.

Drømmer ikke om luksus og palmer  

Men drømmer du ikke bare om guld og grønne skove på dine medlemmers vegne, mens sandheden er, at  den offentlige sektor bliver alt for dyr, hvis regeringen skal honorere jeres krav? 

- Nej, det tror jeg ikke. Det er slet ikke guld og grønne skove, luksus og palmer, vi drømmer om. Det er helt almindelig anstændighed.

- Det har vi tidligere kunnet mestre i det her land. Og med den vækst og velstandsstigning, vi har, er der plads til at få anstændigheden tilbage, så vi har ordentlige forhold for vores børns udvikling i daginstitutioner, for folk, der bliver syge og ikke længere kan arbejde, og i ældreplejen, siger hun.

Mona Striib understreger, at hun ikke er ødeland, der vil bruge trilliarder på, at staten og kommunerne overtager alt, så ydelser bliver en sovepude.

Nogle gange tror jeg, at vi er ved at spare os ihjel.

- For mere end 30 år siden var der nærmest en indbygget automatik i, at hvis man var et ældre ægtepar, og konen døde først, så kom der en hjemmehjælper og lavede mad, for det kunne den stakkels enkemand nok ikke finde ud af. 

- Sådan var det, da jeg var hjemmehjælper, men jeg er slet ikke ude i en tænkning om, at samfundet overtager alt. Men der skal være anstændighed i, hvad det er, vi hjælper folk med, hvis de ikke længere kan selv, fastslår hun.

Det bekymrer Mona Striib, at politikerne i deres beregninger over, hvad fremtidens velfærd koster, ikke tager hensyn til, at vi får flere børn og flere ældre. Budgetlægningen er uansvarlig, noterer hun. 

- Nogle gange tror jeg, at vi er ved at spare os ihjel, siger hun og planter en rasende knytnæve i bordet.   

Vilkår står hen over vores frontallapper  

Skal velfærdssamfundet være i topklasse, forudsætter det også, at de ansatte i den offentlige sektor har ordentlige løn- og arbejdsforhold, arbejdsglæde og mulighed for at bruge deres faglighed, betoner Mona Striib.

I foråret har hun været med til at forhandle de nye overenskomster for de offentligt ansatte med et resultat, som fagbevægelsen er yderst godt tilfreds med. Men fornyelsen af overenskomsterne (OK18) er langt fra nok, pointerer hun. 

- På tværs af den offentlige sektor og på tværs af FOA’s mange medlemsgrupper er der et kæmpe pres på vores arbejdsvilkår. Derfor står der hen over vores frontal-lapper lige nu: vilkår, vilkår og vilkår, siger hun.

For FOA-formanden betyder det, at alt handler om at forandre til det bedre på medlemmernes vegne.

- Ligesom under OK18 vil vi hele tiden løfte den dagsorden, der hedder flere hænder og ordentlige økonomiske rammer til den offentlige sektor, så vilkårene er sådan, at man ikke bliver nedslidt af at gå på arbejde, siger hun.

Mange pædagogiske assistenter, portører, sosu'er og andre FOA-medlemmer bukker under for stress, og det er ifølge Mona Striib en konsekvens af ofte horrible arbejdsvilkår.

Fem minutter til væske og vending 

For nylig mødte hun en social- og sundhedsassistent, der berettede om, at hendes og kollegernes arbejdsdag var delt op i fem minutters intervaller.

- Social- og sundhedsassistenten havde et besøg hos en døende patient. Et besøg for at give væske. På fem minutter. Så vurderer en læge, at der er fare for liggesår, så nu skal patienten vendes. Får social- og sundhedsassistenten fem minutter ekstra til det? Nej!

- Man deler de fem minutter op i to minutter til væske og tre minutter til at vende patienten. Føler hun sig presset? Ja, det kan du bande på, siger Mona Striib.

Hun forbander den effektiviseringsdagsorden, der lemlæster velfærdsdanmark.

- Kvaliteten i en velfærdsopgave afhænger af, at der en den nødvendige tid til at udføre opgaven. Og det er næsten ikke til at holde det minuttyranni ud. Det bliver vores medlemmer simpelt hen stressede af, konstaterer hun.

Virkelighedsfjernt stress-panel

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har både nedsat et ekspertudvalg, der er i gang med at se på fremtidens arbejdsmiljøindsats, og et stresspanel, der skal komme med bud på at formindske stress.

Mona Striib hilser begge tiltag velkomne og betoner, at det er vigtigt at gå nye veje og have mest mulig fokus på at mindske den moderne folkesygdom.

- Men debatten må ikke bare handle om, hvordan man kan få folk hurtigere tilbage på arbejdet, når de er stressede. Hvis man ikke ændrer på de rammer og vilkår, der gør folk stressede, hjælper det ikke meget at komme hurtigt tilbage på jobbet, for så er de hurtigt ude igen, siger hun.

Jeg har ikke været hjemme siden jul. Sådan helt bogstavelig talt!

Stresspanelet består af 11 eksperter - blandt andre en sociolog, hjerneforsker og speciallæge i psykiatri - men sammensætningen ærgrer Mona Striib.

Hun savner virkelighedens eksperter. At der var ’praksisnær’ erfaring. Som en pædagog, der ved, hvordan det er at stå alene på en legeplads med 20 børn. Eller en sosu, der ved, hvad det kræver at være aftenvagt på et plejehjem for demente.

- Det er meget let at kigge på statistikker og tal, men når man ikke trækker virkeligheden ind, bliver det virkelighedsfjernt og erfaringen er, at så virker det ikke så godt, beklager hun.

Har ikke været hjemme siden jul 

Mona Striib er på vej på sommerferie. Og de tre uger skal bruges hjemme i Jægerspris, fortæller hun begejstret.

- Jeg har ikke været hjemme siden jul. Sådan helt bogstavelig talt! Jeg har ikke været hjemme en eneste dag, hvor jeg ikke skulle lave andet end at være hjemme. Enten har jeg haft arbejde med hjem eller pakket en taske på vej til at overnatte et andet sted, siger hun og tænker tilbage på et forår med OK18, formandsvalg i FOA og masser af møder lokalt med FOA-afdelinger.

- Det bliver pragtfuldt at trække stikket og bruge mere tid på mine tre børnebørn, siger hun. 

Blå bog

FOA-formand siden 25. april 2018.

57 år. 

Mona Striib blev fagligt aktiv allerede som 18-årig, da hun blev tillidsrepræsentant for de ufaglærte på Danfoss' fabrik i Kolding. 

Hun har arbejdet i byggebranchen og lært at bruge hammer og binde jern.

Da hun ventede sit andet barn, blev hun hjemmehjælper ligesom sin mor. Først på et plejehjem, og siden i hjemmeplejen i Kolding. 

Tillidsmand i Husligt Arbejderforbund, næstformand og siden formand i FOA Kolding. 

I 2004 blev hun valgt som næstformand i FOA og flyttede til København.

Mor til tre voksne børn. Har tre børnebørn.   

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.