Om to uger er den nye manager på plads i Manchester City. Den rige engelske klub kunne ikke forsvare sit mesterskab i Premier League. Klubben røg for tidligt ud af Champions League, og led et choknederlag til Wigan i FA Cup-finalen.
Så der skal forbedringer til. Det fornemmer man tydeligt i et interview, bestyrelsesformanden Khaldoon Al Mubarak har lavet til klubbens hjemmeside.
- Vi har en ny manager på plads inden for to uger. Den manager har- fra dag et - ansvaret for at forberede os på næste sæson. Et hold, som skal være godt nok til at vinde alle de turneringer, vi deltager i, siger Mubarak.
Han lover også, at der vil være penge til rådighed.
- For at vinde, er der ingen tvivl om, at holdet skal forbedres hele tiden. Hele tiden udvikle sig.
- Ja, vi skal helt sikkert forbedre holdet. Manageren skal naturligvis tage disse beslutninger, og jeg kan forsikre, at vi vil støtte ham.
Tidligere på ugen fortalte Malaga-træner Manuel Pellegrini, at han har en mundtlig aftale med Manchester City, og den 59-årige chilener har længe været det varmeste navn til at overtage for den fyrede Roberto Mancini.
/ritzau/