Med en formue på 17,2 milliarder norske kroner (13,6 milliarder danske kroner) er det ikke småpenge den norske rigmand Kjell Inge Røkke nu ønsker at give tilbage til samfundet.
I et interview med den norske avis Aftenposten, siger den 58-årige Kjell Inge Røkke, at han vil give det meste af det, han har tjent de seneste 35 år tilbage til samfundet. I 1982 købte han en båd og begyndte sin karriere som fisker.
Han har blandt andet planer om at donere et skib med plads til 30 besætningsmedlemmer og 60 forskere, skriver Ekstra Bladet.
Skibet skal være klar i 2020. Det får eget auditorium, syv laboratorier og skal foretage målinger højt oppe i atmosfæren og langt under havets overflade. Skibet skal bygges i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden og bliver 181 meter langt.
Skibet skal desuden eksperimentere med nye måder at samle plastik fra havet.
Kjell Inge Røkke vil betale hele projektet, og han siger til Aftenposten, at han ingen intentioner har om at skabe profit på projektet.
Ifølge Aftenposten, siger Kjell Inge Røkke ikke yderligere om, hvordan resten af hans milliarder skal gives tilbage til samfundet.
Men de seneste par år har milliardæren og hustruen, den syv år yngre Anne Grete Eidsvig, blandt andet etableret en fond, der finansierer ph.d.-studier ved førende universiteter.
Således fik 21 studerende sidste efterår hver 800.000 norske kroner til at studere i udlandet.