De norske håndboldkvinder suser afsted ved VM i Tyskland.
Søndag aften blev Argentina løbet over nede, da nordmændene vandt opgøret 36-21.
Dermed topper Norge gruppe B med fire point, efter at det lørdag blev 30-22 over Ungarn.
Sejren over Argentina var Norges 27. kamp i træk uden at tabe, og man skal helt tilbage til semifinalen mod Brasilien ved OL i Rio i fjor for at finde de norske håndboldkvinders seneste nederlag.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Rekorden for kampe i træk uden nederlag for det norske kvindelandshold i håndbold lyder på 28 kampe i træk.
Det præsterede holdet to gange, da Marit Breivik var landstræner for Norge, og det skete i perioderne fra 2004 til 2005 samt igen fra 2008 til 2009.
Norge kan tangere rekordantallet i næste gruppekamp mod Polen tirsdag. Herefter venter kampene i gruppe B mod Tjekkiet og Sverige.
/ritzau/