En dommer i USA har beordret Nordkorea til at betale 501 millioner dollar i en sag om en amerikansk universitetsstuderende, som døde efter at have siddet fængslet i landet.
Dommen er dog symbolsk, fordi der ikke er en formel måde at kræve beløbet, der svarer til næsten 3,3 milliarder kroner, ind fra Nordkorea.
Amerikaneren Otto Warmbier blev i januar 2016 anholdt under en rejse i Nordkorea og senere idømt 15 års strafarbejde for at have forsøgt at fjerne en politisk plakat fra et hotel i hovedstaden Pyongyang.
I juni 2017 blev den 22-årige Warmbier løsladt og sendt hjem til USA i elendig forfatning. Han lå i koma og var alvorligt hjerneskadet. Kort tid efter sin hjemkomst døde han.
Styret i Nordkorea hævdede, at Warmbier var havnet i koma på grund af botulisme.
Den forklaring blev afvist af Warmbiers forældre, som sagsøgte Nordkorea.
- Otto blev taget som gidsel, holdt som fange af politiske årsager, blev brugt som en brik i et spil og udsat for en ekstrem hård og brutal behandling af Kim Jong-Un (Nordkoreas leder, red.), skrev faren, Fred Warmbier, i en udtalelse, da søgsmålet blev kendt.
Mandag gav dommer Beryl Howell ved en distriktsdomstol i Washington D.C. forældrene ret i påstanden om, at Nordkorea var skyld i deres søns død.
- Vi er taknemmelige for, at USA har et retfærdigt og åbent retssystem, så verden kan se, at Kim-regimet juridisk og moralsk er ansvarlig for Ottos død, lyder det fra forældrene i en meddelelse.
Nordkorea har tidligere afvist beskyldninger om, at Otto Warmbier blev tortureret og udsat for anden umenneskelig behandling som indsat.
Landet havde ikke en repræsentant til stede, da dommer Howell oplæste sin afgørelse.
Domstole i USA kan i sager mod udenlandske magter eller personer, som vælger ikke at dukke op, beordre penge eller andre aktiver, som en dømt har i landet, beslaglagt for at dække en bøde.
Men næppe i den aktuelle sag, fordi sanktioner forhindrer Nordkorea adgang til USA's banker og finanssektor i det hele taget.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters