Kvæstelserne fra sammenstødet med en bil, der bakkede ud på cykelstien i Farsø foran en 27-årig knallertkører har kostet ham livet.
- Han afgik ved døden af sine kvæstelser klokken 13:05, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen til Ritzau.
Manden blev som følge af færdselsuheldet erklæret hjernedød tidligere på dagen og er nu altså afgået ved døden.
Politiet efterforsker uheldet mellem knallertføreren og den bakkende bil.
- Der er blevet udtaget blodprøve, men der går et stykke tid, inden vi får svar på den, siger Mogens Hougesen.
Føreren af bilen var en 48-årig mand fra Skive-området, som ifølge politiet kørte uden at have generhvervet kørekort, som han tidligere har mistet på grund af spirituskørsel.
Da uheldet skete var han påvirket af spiritus og politiet har udtaget blodprøver for at afgøre den præcise promille.
/ritzau/