Præsident Donald Trump svigter valgløfte om at bringe USA's statsgæld ned. I hans regeringstid er statsgælden steget med rekordfart, skriver den amerikanske netavis The Hill og andre medier.
Den amerikanske statsgæld har nu for første gang passeret 23.000.000.000.000 dollar, skriver The Hill. Det svarer til 154.000 milliarder kroner.
Det svarer ti, at hver amerikaner skylder næsten 470.000 kroner.
Under valgkampen i 2016 lovede Donald Trump både at fjerne budgetunderskuddet og at betale hele USA's statsgæld, hvilket ingen præsident nogensinde har klaret.
I Trumps regeringsperiode er statsgælden imidlertid øget med rekordfart.
Den eneste præsident i nyere tid, som har været tæt på at vende udviklingen, var Bill Clinton, som lykkedes med ikke at øge gælden.
Op mod tre fjerdedele af USA's statsgæld er udlandsgæld.
Da tidligere præsident Barack Obama næsten fordoblede den nationale gæld igennem sine to regeringsperioder, førte det til oprør blandt Republikanerne - blandt andet i Tea Party-bevægelsen, som var en konservativ lobby og græsrodsbevægelse. Den gik blandt andet imod kongressens bevillinger af hjælpepakker under finanskrisen.
Politikere med tilknytning til Tea Party-bevægelsen opfordrede deres partifæller i Kongressen til at få nedlukket statslige institutioner for at tvinge Obama og Demokraterne til at gå med til nedskæringer. Hos Republikanerne er der tre økonomiske grundregler: lav skat, lav gæld og en lille offentlig sektor.
The Hill skriver i en lederkommentar, at Trump har overtaget Obamas ry for at være "gældskonge".
- Den økonomiske idé bag Trumps beslutning om at sænke skatterne uden at sænke de statslige udgifter en særlig form for "økonomisk voodoo", skriver netavisen med tilføjelsen:
- Idéen går bygger på, at flere penge i borgernes lommer vil stimulere økonomien og føre til økonomiske investeringer og dermed øget vækst.
- Det er en god teori, som dog er forblevet teori. Den økonomiske vækst har ikke overhalet regeringens udgifter i de seneste to år.
/ritzau/