En række lande har mange personer, der er smittet med coronavirus.
Det gør, at danske myndigheder fraråder borgerne at rejse til specielt til skisportssteder i eksempel Østrig og Italien.
Meldingen kommer ved et pressemøde onsdag aften, hvor myndigheder og statsministeren giver en status på situationen med coronavirus i Danmark.
- Når vi gør det her, er det ud fra et forsigtighedsprincip. Det har vi sagt længe, siger Erik Brøgger, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice.
- Det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at tilpasse vores rejsevejledninger. Der er altid risiko ved at rejse, men i øjeblikket kan vi bringe smitte med hjem, siger han.
Der er desuden skærpede restriktioner til dele af Tyskland og Frankrig, fortæller han.
De kommer oven i bunken af de anbefalinger, som Udenrigsministeriet er kommet med den seneste tid.
Blandt andet fraråder det alle rejser til hele Iran, til Hubei-provinsen i Kina og de italienske regioner Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte, Veneto, Aostadalen og Marche.
De fleste af de coronasmittede i Danmark kan spores tilbage til udlandet. Men det er ikke alle, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
- Vi er gået ind i næste fase, hvor vi ikke kun smittes i udlandet, men også smitter hinanden herhjemme, siger hun under pressemødet.
Hun oplyser ikke, hvor stor en andel af de nye smittetilfælde, der kan spores til kontakt i udlandet.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) deltager også ved pressemødet. Han oplyser, at to af de 514 smittede er indlagt i kritisk tilstand. I alt ti er i øjeblikket indlagt med virusset.
Da der formentlig forekommer smitte blandt borgere, der ikke for nylig har været i udlandet eller har været sammen med nogle, der har, kan der være flere smittede.
- Der er et betydeligt mørketal, siger sundhedsministeren.
/ritzau/