Flere muslimske organisationer har valgt at aflyse alle aktiviteter som følge af coronavirus.
Det skriver Berlingske.
Flere moskéer aflyser deres daglige fem bønner, fredagsbøn samt undervisning. De bliver aflyst, indtil andet meldes ud.
Det fremgår af et brev fra flere muslimske organisationer, skriver avisen. I Stormoskéen i København har al aktivitet været aflyst siden torsdag.
Aflysningerne kommer, efter at udviklingen i antallet af smittede med coronavirus i Danmark de seneste uger er steget voldsomt.
For to uger siden blev det første coronatilfælde registreret i Danmark. Det var 27. februar. Torsdag eftermiddag blev antallet opgjort til 674 personer.
Derfor vil de muslimske organisationer "imødekomme statsministerens (Mette Frederiksen (S), red.) og myndighedernes opfordring til at blive hjemme", står der i brevet.
På et pressemøde onsdag aften fremlagde statsminister Mette Frederiksen (S) nogle tiltag, som skal bekæmpe spredningen af virusset.
Blandt andet blev alle forsamlinger over 100 mennesker forbudt. Alle frivillige foreninger og trossamfund opfordres til at aflyse aktiviteter.
Ud over organisationer i København følger andre muslimske organisationer i Slagelse, Aarhus og Skive opfordringen.
Mohanad Manour er administrator i Københavns Store Fond og tilknyttet Stormoskéen. Han siger til Berlingske, at centret huser 2000 gæster ugentligt.
- Som dansk selvejende institution følger vi retningslinjer og anbefalinger, som kommer fra myndighederne.
- Vi har derfor været nødsaget til at tage en ansvarlig beslutning over for vores gæster, siger han til Berlingske.
Foruden Stormoskéen i København gælder aflysninger på nuværende tidspunkt aktiviteter hos Det Islamiske Forbund i Danmark, Minhaj ul Quran International Danmark og Alsunnah Moskeen i København.
Også Alsalam Moskéen i Aarhus, Kulturforeningen i Slagelse (Alnor Moskeen) og Det Islamiske Kulturhus i Skive har aflyst alle aktiviteter.
Alle gudstjenester i folkekirken er ligeledes aflyst som følge af coronavirus.
Det samme er mange sportsarrangementer, koncerter og arrangementer i foreninger.
/ritzau/