Mors-Thy ligner mere og mere en slutspilsdeltager i herrernes håndboldliga.
Klubben kom et skridt nærmere en slutplacering i top-8 med tirsdagens udesejr på 29-27 over HC Midtjylland.
Mors-Thy ligger nu på femtepladsen med 23 point for 21 kampe, mens HC Midtjylland forbliver på ottendepladsen - det yderste slutspilsmandat - med 20 point for 21 kampe foran Ribe-Esbjerg, der har 18 point for en kamp færre.
Grundspillet består af 26 runder.
Midtjylland fik ellers den bedste start på tirsdagens kamp med en føring på 8-4, men herefter scorede hjemmeholdet blot én gang på knap 14 minutter.
Det udnyttede Mors-Thy til at vende 4-8 til føring på 14-9 og siden pauseføring på 15-12.
Mindre end seks minutter efter pausen var forspringet oppe på seks scoringer, og billedet var det samme 13 minutter før tid. Alligevel blev slutfasen spændende.
Fem minutter før tid var forspringet skrumpet til et mål, men det lykkedes ikke midtjyderne at komme helt op.
Mors-Thy førte også kun med et mål i de sidste sekunder, men havde bolden og cementerede med en scoring på straffekast i det sidste sekund.
/ritzau/