Fra kapitlet 1963-1970 Mormor og lille Teela
(om moderens barndom)

Jeg var ikke det, mor havde ønsket sig, for hun havde slet ikke ønsket sig noget som helst i retning af et barn. Hun ønskede sig min far, men min far ville ikke have min mor, fordi hun skulle have mig, og så var der ingen af os som fik hinanden, for mor gav mig væk til min mormor.

Jeg fik at vide af mormor, at mor i realiteten ville have bortadopteret mig, men det ville mormor ikke høre tale om, så derfor havde hun, da jeg blev født, sagt sit rengøringsjob op på Øresundshospitalet, for at hun kunne tage sig af mig.

Så mormor blev min »mor«. (?) Jeg husker endnu tydeligt, at mormor fortalte, om den allerførste bemærkning, som mor kom med, da jeg blev født, og sygeplejersken havde fortalt hende, at hun havde fået en lille pige:

»Øv, ikke andet«.

(...) På et tidspunkt, da jeg var gammel nok til at undre mig over ting, havde jeg spurgt mormor, hvorfor jeg ikke boede hos mor. Mormor sagde, at mor i første omgang ville have haft en abort. (Hun forklarede mig hvad dette var).

Men det kunne man altså bare ikke sådan få dengang i 1963. Der var nemlig ikke fri abort. Så fortalte mormor, at mor flere gange, mens hun var højgravid, havde stillet sig op på mormors køkkenbord og hoppet ned derfra, i håb om at abortere.

(...) Mormor gjorde mig også altid bange (?). Vi boede i en stuelejlighed, og soveværelsesvinduet vendte direkte ud mod den mørke baggård, hvor »skraldebøtte-huset« stod (en lille murstensbygning til affaldsposer).

Så råbte hun ud i mørket: »Stygge mand, stygge mand, kom og tag Teela«. Og jeg skreg-græd heftigt i panisk angst. »Nej, nej, mormor, den stygge mand må ikke tage mig. Jeg skal nok være sød«.

(...) Mor boede i Tårnby, ca. ½ times cykeltur fra Kastrup, og her boede hun i en lejlighed sammen med en der hed Flemming. Ca. en gang om ugen kom hun på besøg hos mormor og mig, men kun en times tid, så cyklede hun af sted igen, for hun skulle hjem og lave mad til Flemming.

Når hun så cyklede af sted ned ad vejen, stod jeg og så efter hende, og græd. For selvom jeg ikke rigtig havde noget forhold til min mor, så savnede jeg hende alligevel, for jeg vidste jo, at hun var min mor, og jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor hun ikke ville have mig.

Fra kapitlet 1993-2000 Jeg blev Djævelens brud
(handler om tiden sammen med faderen og deres to døtre)

(...) En dag, da jeg tilfældigvis kommer ind i soveværelset, får jeg et chok over det syn, jeg møder: Bjarne (faren i Tøndersagen) ligger nøgen i sengen, med Sofie (den yngste datter, født 1997). Jeg reagerer ved at råbe og græde, og tager omgående Sofie væk fra ham.

Han griber mig hårdt i armen og fnyser rasende, at hvis jeg nogensinde fortæller det her til nogen, så vil det blive værst for både mig og Sofie.

Han var også jaloux på Sofie. Han bebrejdede mig altid, at jeg tog mig for meget af hende. En dag jeg stod med hende på armen inde i stuen, kom han og flåede hende ud af favnen på mig, og vrissede, hvorfor fanden jeg og mig mere af dem »pisseunge« end jeg gjorde af ham.

Sofie begyndte at græde, og jeg prøvede at tage hende fra Bjarne, men han sparkede mig omkuld, og satte Sofie ind i sit værelse, hvorefter han smækkede hendes dør i med et ordentligt brag. Jeg kunne høre hendes fortvivlede gråd inde fra værelset, og ville gå ind til hende. »Du bliver her, din pisseso. Og se at få ringet efter nogle husvenner, så man kan se noget frækt. Det er sgu’ da ikke til at være i det her hus.«

Fra kapitlet 2000-2004 Helvedet fortsatte

Han pinte mig også flere gange i løbet af en uge, med konsekvent at nægte mig at sove, eller i det hele taget gå i seng. Ofte blev jeg tvunget til, en hel nat, at ligge og lege med hans tissemand i sengen, og hvis jeg faldt i søvn, eller bad ham, om jeg ikke måtte for lov at sove nu, blev han stiktosset, og så fik jeg tæsk, ligeledes var det en hyppig begivenhed, at han tvang mig til, en hel nat, og til hen på morgenstunden, at sidde i sofaen sammen med ham, og mens der kørte pornofilm på videoen, blev jeg under trusler tvunget til, i alle disse timer, at lege med eller sutte på hans tissemand.

(...) Når Bjarne var fuld, havde han altid en stor spand stående ved siden af sofaen, hvor han sad, eller lå, og den spand brugte han tit til at tisse i, fordi når han var fuld, gad han ikke at gå »helt ud på toilettet«.

Og en enkelt gang tvang han mig og Sofie til at drikke et snapseglas med hans tis i, og han truede med, at hvis vi kastede op, ville han blive meget vred og smadre os. Truslen gjorde, at vi ikke kastede op, men føj for pokker, hvor var det dog ubeskrivelig modbydeligt og ulækkert. Jeg tænkte ofte om Bjarne, hvordan nogen dog overhovedet kan være så dybt, dybt pervers, og så fuldkommen syg oven i hovedet.

Jeg levede livet (eller rettere, jeg levede ikke, jeg eksisterede – var til) i en osteklokke af komprimeret angst. Ægteskabet var et helvede. Det var som at bo ovenpå nitroglycerin, – det kan også eksplodere når som helst. Og jeg var opfyldt af dyb medlidenhed med mine stakkels børn. Den afmagtsfølelse og fortvivlelse, man som mor føler, når man gerne vil, men ikke kan hjælpe sine børn, den er ubeskrivelig og nedbrydende – ubeskrivelig. Bjarne tilbad djævelen, og mente, at han selv var ham. Jeg tror endda, at djævelen selv ville være mere human end Bjarne.

(...) En dag, da jeg kom hjem fra kirkemusikskolen, forfærdedes jeg ved det syn, jeg mødte Bjarne og Sofie sad nøgne i sofaen ... Jeg tabte næsten skoletasken ved synet, og begyndte at græde. »Hold kæft, din pissekælling,« råbte han, »og se at få fat i nogle husvenner, så jeg kan se noget frækt, ellers bliver det værst for dig selv og dine to pisseunger«.

Og jeg måtte fortvivlet gå ind og ringe, selvom jeg næsten var i trance -, paralyseret, så måtte jeg dog alligevel med min chokerede, monotone stemme, spørge efter husvenner på træfpunktet.

(...) Under livstrusler mod børnene og mig, blev jeg flere gange tvunget til at vise Sofie, hvordan hun skulle lege med Bjarnes tissemand ... Han gav mig to valg: enten viste jeg hende det, eller også ville han likvidere os alle tre på stedet. Så jeg havde intet valg. Jeg ville hellere dø, end dette her, men jeg kunne ikke bringe børnenes liv i fare.

Fra kapitlet 2004 Smil gennem tårer
(Anna er flyttet på krisecenter. Børnene er nu overladt alene til faderen)

(...) At give Bjarne børnene, ville i hvert fald spare mig for mange problemer. Nu, hvor jeg endelig var sluppet fra ham, ville jeg have det, jeg i årevis havde ønsket mig: nemlig 100% frihed til at dyrke min store lidenskab, musikken.

Nu kunne jeg øve mig ligeså meget jeg ville. Uden at skulle, stå til rådighed til sex med ham, og alle mulige andre, og jeg skulle ikke smøre skolemadpakker, eller sende børn i skole, og stå til ansvar for deres væremåde derhenne. Jeg valgte den letteste løsning i at stikke af fra det hele. I grunden havde jeg aldrig ønsket at få børn.

Desuden var jeg selv så langt nede, at jeg dårligt kunne tage vare på mig selv, og hvordan skulle jeg så kunne være noget for mine børn. Jeg ville blive en rigtig dårlig mor,og ville ikke kunne give mine børn det, de havde brug for.

Fra kapitlet 2005-2007 Der er altid lys for enden af tunellen
(skrevet, da moderen er fængslet)

(...) Noget, som kan gøre mig vred, og som har kunnet gøre mig vred siden jeg flyttede ind i min lejlighed i november 2004, er når folk med store måbende øjne har spurgt: »Hvorfor gik du ikke bare fra ham?« (Bjarne) »Hvordan kan du undvære dine børn, hvorfor tog du dem ikke med?« (?) Et godt råd, spil aldrig bedrevidende eller »Spørgejørgen« overfor folk i vanskelige situationer.

Det er helt i orden at man ikke forstår disse folks (deriblandt mine) reaktioner, handlinger, m.m., – der er ingen der forlanger, at I, som aldrig har haft disse ting inde på livet, skal forstå dette. Det kan ikke forstås, når man ikke selv har været i situationen.

Alle navne er af hensyn til navneforbuddet i sagen opdigtede. Erindringerne er bragt uredigerede i bogen og gengivet uredigerede her på siderne.