Jakob Poulsen får endnu en prominent medspiller i Monaco, som er oprykkerhold i den bedste franske fodboldrække, Ligue 1.
Den storsatsende klub, der har den russiske rigmand Dmitry Rybolovlev som ejer, har lavet en etårig kontrakt med den franske venstre back Eric Abidal.
Det oplyser franskmændene på klubbens hjemmeside.
33-årige Abidal indledte sin professionelle karriere i netop Monaco for 13 år siden. Efter at have spillet i Lille, Lyon og senest FC Barcelona er han altså nu tilbage, hvor det hele begyndte.
Abidal var særdeles følelsesladet, da han i sidste måned på et pressemøde sagde farvel til FC Barcelona, som ikke ville forlænge kontrakten med ham.
Forsvarsspilleren, der er noteret for 61 landskampe og deltog ved VM i 2006 og 2010, har kæmpet sig tilbage på fodboldbanen efter en levertransplantation sidste år.
Monacos største sommerindkøb er utvivlsomt den colombianske stjerneangriber Radamel Falcao, der er hentet i Atlético Madrid - ifølge en række medier for 50 millioner euro, svarende til 375 millioner kroner.
/ritzau/