Når en gruppe kvinder brænder bogen "Godnat og sov godt" er det ikke kun for, at udradere udgivelsen fra de danske bogreoler. Det er også en kamp mod den metode, som bogen beskriver for at få børn til at falde i søvn.
- Vi håber lidt, at vi kan være med til at sætte fokus på metodens risici, så vi kan komme væk fra den. Vi håber, at det vil give nogle refleksioner rundt omkring hos forældre, siger Luna Munk til TV2, og tilføjer, at "der er nogen, der er nødt til at forsøge at sætte en stopper for metoden".
Hun er mor til tre drenge og administrator i facebookgruppen "Farvel til ’Godnat og sov godt’-bogen".
Ifølge TV2 tæller gruppen flere end 800 kvinder, der opkøber brugte udgaver af bogen og skiller sig af med dem - blandt andet ved at brænde dem.
Kort beskrevet går bogens putte-metode ud på at, at forældrene skal følge et nøje tilrettelagt skema for, hvornår de må gå ind til deres puttede barn - uanset om barnet græder eller ej. Og der må ikke vugges eller aes.
Metoden er omdiskuteret og betegnes af nogen for omsorgssvigt, ligesom forskning giver modstridende resultater.
Gyldendal har fortsat bogen til salg og siger blandt andet til tv-stationen: "Vores rolle som forlag er ikke at plædere for hverken det ene eller det andet synspunkt".
Luna Munk, der også er kendt som såkaldt langtidsammer og som deltager i Kanal 4-programmet "De Unge Mødre", siger til TV2, at gruppen af kvinder ikke vil lege "morpoliti" overfor andre, men erkender at alle har forskellige børnesyn.
- Vi respekterer alle tilgange til børn - bare ikke den - og vi er sikre på, at folk kun benytter den, fordi de ikke er oplyst om farerne ved det.
Bogen "Godnat og sov godt" med undertitlen "Lær dit barn gode sovevaner" er skrevet af den spanske læge Eduard Estivil. Han tager udgangspunkt i "cry it out"-metoden, som blev opfundet i 1980'erne af den amerikanske læge Richard Ferber. Bogen er udgivet på 23 forskellige sprog og udgives fortsat af Gyldendal-forlaget Borgen.
Kilde: TV2 m.fl.