Den nyligt genvalgte tyske kansler, Angela Merkel, og hendes parti, det konservative CDU, mødtes torsdag med miljøpartiet De Grønne til indledende drøftelser om en mulig koalition.
Der eksisterer dog stor skepsis om, hvorvidt så umage et par kan danne regering sammen.
Kansleren ankom til sonderingsmødet, der foregik bag lukkede døre i Berlin, sammen med 14 CDU-delegerede. De mødtes med syv ledere fra De Grønne.
Forbundskansler Merkel og CDU vil i næste uge afgøre, hvem der skal indledes forhandlinger med om en regeringskoalition. CDU har allerede haft sonderende møder med socialdemokraterne fra SPD.
Det vurderes, at SPD er den mest sandsynlige regeringspartner til Merkel. Men skulle forhandlingerne med det socialdemokratiske parti slå fejl, er det sandsynligt, at Merkel vil søge hen til De Grønne, som hun tidligere har omtalt som "radikale".
Optakten til mødet mellem Merkel og De Grønne har dog ikke været lovende med henblik på et fremtidigt samarbejde.
De Grønnes rutinerede politiker Jürgen Trittin kritiserede onsdag Merkels regering. Han fortalte, at der var klare konflikter mellem de to partier i forhold til emner som energi, klima og eurozone-politik.
Trittin kritiserede også den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, for hans krav om strammere regler for asylansøgere i kølvandet på bådulykken ud for den italienske ø Lampedusa. Det er en "afgrund af kynisme", sagde Trittin.
De Grønne havde et skuffende valg. De gik med 8,4 procent af stemmerne 2,3 procentpoint tilbage.
Merkel skal finde en ny koalitionspartner, efter at det liberale parti FDP faldt for spærregrænsen og ikke er med i Forbundsdagen efter valget.
CDU og søsterpartiet CSU har ikke flertal alene. CDU og SPD, der regerede sammen i en stor koalition fra 2005 til 2009, har aftalt endnu et sonderingsmøde den 14. oktober.
/ritzau/