Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DET ER snart tre måneder siden, at jeg havde min sidste arbejdsdag på Lindegården i Roskilde, som er et socialt psykiatrisk bosted under Københavns Kommune. Da jeg stoppede, var det to år siden, at en af mine kolleger blev stukket ihjel med en kniv af en beboer.
Jeg føler afmagt over, at jeg måtte tage beslutningen om at opsige min stilling. Jeg er ikke den eneste, der har taget den beslutning. Mindst en gang om ugen oplever jeg, at der kommer en opdatering fra tideliger kolleger på Lindegården om, at de også har opsagt deres stilling. Når jeg laver et regnestykke over, hvor mange ansatte der har opsagt deres stilling på Lindegården inden for de sidst fire måneder, så tæller jeg minimum 15 personer.
Når jeg fortæller, at jeg er stoppede på Lindegården, siger mange til mig: ”Det kan jeg godt forstå, det er også alt for farligt at arbejde sådan et sted!”
MEN NEJ, det er ikke kun fordi det kan blive farligt. Det er nemlig nogle dejlige mennesker, der bor på Lindegården. Det er mennesker, der på et tidspunkt i deres liv er blevet psykiske syge og som har brug for støtte til at leve et værdigt liv, så de ikke bliver til fare for dem selv og andre.
Men der sidder nogle politiker og embedsmænd et sted højere oppe og sætter en pris på, hvad det må koste at give den nødvendige hjælp. Hvordan de laver regnestykket, er mig en gåde. Fordi hvordan kan man komme frem til, at man kan nøjes med to ansatte til at yde en værdig hjælp til omkring tredive psykisk syge beboere i løbet af en dag og aften?
Før drabet på min kollega, oplevede jeg at mine kollegaer og jeg forsigtigt talte om, at den lave normering i forhold til beboernes behov fik skabt situationer, hvor beboere blev til fare for sig selv og andre. Dengang lå det i luften, at hvis man ikke kunne klare ”lugten i bageriet”, så måtte man finde et andet arbejde. For mit eget vedkommen valgte jeg derfor at indordne mig, da jeg var bange for at miste mit arbejde og dermed mit økonomiske grundlag.
EFTER DRABET på min kollega, råbte mine kolleger og jeg højt om forholdene. Jeg følte, at det nu var mit liv jeg satte på spil og ikke kun mit økonomiske grundlag. Vi strejkede, og vi blev hørt. Politikerne kom på besøg, og de gav udtryk for, at de ville hjælpe os med at få skabt bedre vilkår for beboerne, så de ikke blev til fare for dem selv og andre. Derfor blev der tilført flere ressourcer, og der blev set på beboer sammensætningen, og forholdene blev lidt bedre.
I dag er normeringen, som jeg oplever det, blevet endnu lavere end før drabet på min kollega. Jeg ved, at mine tideliger kollegaer kæmper en kamp hver dag i håb om at kunne gøre en forskel for den enkelte beboer. Men arbejdsforholdene for personalet gør det umuligt at få skabt et trygt miljø, der giver beboeren mulighed for at leve et værdigt liv. Og jeg hører, at mine kollegaer, som jeg selv, har fået nok af ”lugten i bageriet” og derfor vælger at finde andet arbejde.
Skal der virkelig et drab til, før at man som ansat bliver hørt af politikerne, og før politikerne komme ud på arbejdspladserne og oplever, hvad deres beslutninger betyder for de mennesker, der er afhængig af hjælp til at leve et værdigt liv?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.