Investorerne kan se tilbage på en fredag, hvor Novo Nordisk sørgede for, at det danske marked klarede sig betydeligt bedre end de øvrige europæiske aktiemarkeder, som igen var præget af nervøsitet. Europa lagde ud med at vende snuden nedad, og selvom aktierne genfandt rytmen i de sene eftermiddagstimer, lå flere af de store markeder stadig i minus, da fondsbørsen i København lukkede for denne uges handel.
C20 lukkede 3,4 pct. højere 486,79, og blev noteret for den største stigning i godt et år. Fremgangen blev drevet af Novo Nordisk, som kom tilbage på sporet efter den seneste uge at have været afsporet af stor nervøsitet op til torsdagens møde om selskabets nye insulinprodukter hos sundhedsmyndighederne i USA.
Markedets værste frygt var, at eksperterne ville vende tommelfingeren nedad i spørgsmålet om, hvorvidt Novos nye insulinprodukter Tresiba og Ryzodec bør godkendes til markedsføring i USA. Det skete ikke, og selvom de fleste eksperter havde spået, at Novo fik en godkendelse, steg aktien 7,3 pct. til kurs 928,0.
Interessen for Novo Nordisk afspejlede sig også i omsætningen i aktien. Med en omsætning på hele 2436 mio. kr. var omsætningen i Novo Nordisks aktie godt 400 mio. kr. højere end omsætningen i resten af aktierne i C20-indekset tilsammen. De øvrige 19 aktier i eliteindekset blev omsat for 2027 mio. kr.
Der var samtidig en positiv stemning omkring A.P. Møller - Mærsk efter konglomeratets regnskab for tredje kvartal, der blev offentliggjort før åbningen. Olie- og rederikoncernens A- og B-aktie steg henholdsvis 1,2 og 1,8 pct. til kurs 38.360 og 40.440.
Der var også pæne stigninger til Carlsberg og TDC, som lukkede henholdsvis 2,5 og 1,3 pct. højere i kurserne 537 og 38,45, mens Vestas endte i bunden efter en tilbagegang på 3,1 pct. til kurs 26,17.
Kursmålet for Vestas' aktie blev sænket med en femtedel hos Exane BNP. Kursmålet hedder nu 20 kr. mod tidligere 25 kr., mens anbefalingen fortsat er "underperform". Det kommer oven på regnskabet fra Vestas onsdag, der indeholdt en kraftig nedjustering af forventningerne til de frie pengestrømme.
Renten på den toneangivende, tiårige statsobligation, 3-21'eren, lukkede et basispoint lavere i 1,09 pct. efter at have været nede i 1,07 pct. En tilsvarende tendens kunne spores på det tyske rentemarked.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk