Markant DF-profil står til at ryge ud af Folketinget

En ny prognose peger på, at Dansk Folkeparti kan miste op til syv mandater ved næste folketingsvalg. Det betyder, at udlændinge- og værdiordfører Martin Henriksen (th) risikerer at ryge ud af Folketinget. Gruppeformand Peter Skaarup (midten) tager tallene med et gran salt. (Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)

Dansk Folkeparti står ifølge ny prognose til at tabe syv mandater. Markante profiler som udlændingeordfører Martin Henriksen er i fare for at ryge ud af Folketinget ved næste valg.

Dansk Folkeparti står til at få en syngende lussing ved det kommende folketingsvalg, skriver Mandag Morgen. Det er en uvant rolle for det ellers så sejrsvante parti. Det vil i givet fald blot være partiets andet nederlag ved et folketingsvalg siden fødslen i 1995.

Partiet står ifølge en ny mandatprognose til kun at få 30 mandater, hvis der var valg i morgen. Det vil være et tab på hele syv mandater og kan betyde, at prominente navne som udlændinge- og værdiordfører Martin Henriksen, EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth og miljøordfører Pia Adelsteen ryger ud af Folketinget.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, tager dog prognosen med et gran salt.

- Vi fik et fantastisk folketingsvalg i 2015, hvor alt bare gik op i en højere enhed. Det vil være helt ekstraordinært, hvis det skulle ske igen. Men bare det at vi efter ret få år på bagen sammenlignet med andre partier alligevel står til at få knap hver femte vælger i meningsmålingerne, synes vi selv er ret flot, siger Peter Skaarup til Mandag Morgen.

Den nye mandatprognose er lavet af professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet for Altinget/Mandag Morgen på baggrund af et vægtet gennemsnit af meningsmålinger og mere end 10.000 Gallup-interviews hvert kvartal.

- Partiet fik et gevaldigt knæk i efteråret 2016. Først ved at Nye Borgerlige kom på banen og lige efter med sagen om misbrug af EU-midler. Det knæk er partiet aldrig kommet helt over. Samtidig var mange af Dansk Folkepartis vælgere tidligere socialdemokrater, som Mette Frederiksen nu har trukket tilbage. Derfor står partiet nu til at gå tilbage, siger Kasper Møller Hansen til Mandag Morgen.

Ifølge prognosen står Dansk Folkeparti til at miste et mandat i syv af landets 10 storkredse. Kun i Vestjylland og Nordjylland ser partiet ud til at bevare sine nuværende antal mandater, mens DF i dag slet ikke har et mandat på Bornholm.

 

Mandag Morgen