Den franske regering vil overveje at genindføre en topskat for dem, der tjener mest. Det siger en talsmand for regeringen, efter at der er kommet en række tilkendegivelser om ændringer af præsident Emmanuel Macrons reformpolitik.
Kravet om skatten kommer fra "De Gule Veste" - protestbevægelsen, som i de seneste uger har blokeret veje og brændstofsdepoter for at vise deres utilfredshed med præsidentens nedskæringer.
- Hvis der er noget, som ikke virker, så ændrer vi det. Men det er ikke aktuelt lige nu, siger regeringstalsmanden Benjamin Griveaux.
Ophævelsen af formueskatten, som Macron sørgede for, kort efter at han var blevet indsat som præsident, bliver af venstrefløjen opfattet som en gave til de rige.
Præsidenten sagde selv, at han kæmpede for at få flere til at investere og skabe arbejdspladser.
Kravet om genindførelse af formueskatten bliver opfattet som centralt af mange af aktivisterne sammen med kravet om at opgive nye afgifter på benzin og diesel.
Der er samtidig også et udbredt krav om en forhøjelse af minimumlønnen.
Griveaux beder om, at regeringen får "18 til 24 måneder" til at få gennemført planerne.
Han tilføjer, at regeringen også permanent vil ophæve de afgiftsstigninger på benzin og diesel, som udløste de omfattende, voldelige uroligheder.
Men det er næppe nok til at tilfredsstille bevægelsen "De Gule Veste", der har præget demonstrationerne mod afgifterne.
- Det er et første skridt, men vi stiller os ikke tilfreds med krummer, lød det tirsdag fra Benjamin Cauchy, der har været repræsentant for protestbevægelsen i dialogen med regeringen.
Efter regeringen tirsdag fremlagde sin udskydelse af afgifterne, var der da også fortsat protester.
I den store havneby Marseille, der ligger ud til Middelhavet, har en ny gruppe sluttet sig til uroen. Her var der sammenstød mellem politiet og vrede studerende.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP