- Jeg vil hellere dele ud af pengene med varm hånd, end med kold hånd.
Sådan siger en nybagt lottomillionær efter han scorede en gevinst på fem millioner kroner i en delt gevinst.
Med kold og varm hånd hentyder han til, at han hellere vil opleve glæden hos modtagerne, mens han er i live.
- Det er jo sjovere at se glæden hos dem, mens jeg er i live. Det gør mig stolt og glad, at jeg kan hjælpe dem, siger vinderen til Danske Spil.
Vinderen er 70 år gammel og det er børn og børnebørn, som skal have del i gevinsten.
- Nogle af mine børn er i økonomiske problemer, og dem vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe.
- Desværre er der jo grænser for, hvor meget man må dele ud af i forhold til skattevæsenet. Men både mine børn og børnebørn skal have, det de må få. Og så må jeg jo forkæle dem med gaver oveni, siger den glade vinder.
Udover at forkæle børnene vil manden forkæle sig selv med en rejse og et par nye bukser. Men han vil også gerne til København og opleve Cirkusrevyen næste år.
- Nu skal det være. Og jeg kan tilmed nå at se Ulf Pilgaards sidste optræden, lyder det.
Den heldige millionær vil desuden lægge lidt penge til side, til når han engang bliver så gammel, at han ikke kan passe sig selv og eget hus.
- Det er da rart at vide, at jeg ikke behøver at sidde på plejehjem og ikke have råd til en juice.
- Nu ved jeg, at jeg altid vil have mulighed for den bedste pleje. Det er da meget rart, siger han eftertænksomt.