Allerede fra denne måned kan døende patienter, der bruger medicinsk cannabis som smertelindring, få dækket alle udgifter til cannabisprodukter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
I marts vedtog regeringen og Dansk Folkeparti, at man ville oprette en tilskudsordning, der fra 1. januar 2019 ville dække alle udgifter til medicinsk cannabis for døende patienter med tilbagevirkende kraft.
Og det er altså dette tilskud, man nu vil fremskynde.
- For patienter, som er døende og som i deres sidste tid har gavn af medicinsk cannabis, sørger vi nu også for, at de kan få tilskuddet udbetalt nu med tilbagevirkende kraft for hele 2018, udtaler sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
Forsøgsordningen med medicinsk cannabis blev vedtaget i slutningen af 2017 og trådte i kraft ved årsskiftet.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er yderst tilfreds med den nye aftale.
- Det glæder mig, at vi nu sikrer, at mennesker, der er i den sidste fase af deres sygdom, og som har gavn af medicinsk cannabis, ikke skal tænke på prisen, eller om de kan få pengene tilbage senere, siger hun.
Det er Lægemiddelstyrelsen, der står for at udbetale tilskuddet til patienterne.
/ritzau/