I ti år har Lene Beier taget både seerne og deltagerne i hånden i mange forskellige udseendelser, men hendes look har stort set været det samme siden hun for første gang tonede frem på skærmen som vært på "Landmand søger kærlighed".
Kort blonderet lyst hår og et stort smil, er Lene Beiers kendetegn, men om lidt er det slut. Heldigvis kun med håret. Lene Beier er nemlig ved at forberede sig på sit nye liv i Østrig, hvor hun sammen med sin mand skal drive et hotel, og der bliver der altså ikke tid til at konsultere frisørstolen helt så ofte som nu.
Det fortæller tv-værten til ugebladet Søndag.
- Jeg er meget forfængelig, og lige nu er jeg i gang med at forsøge at få langt hår, for jeg vil gerne have, at det er praktisk og nemt at sætte op, så jeg ikke hele tiden skal til frisør for at blive klippet, når vi skal bo i Østrig, fortæller Lene Beier, som netop nu er aktuel i TV2-programmet "Vi drukner i rod".
Håret er ikke det eneste, som nu bliver forandret ved Lene Beier. Hun vinker også farvel til de lange øjenvipper.
- I mange år har jeg haft kunstige øjenvipper, dem har jeg også taget af. Jeg kan godt tænke mig at lægge nogle af de der forfængelige ting lidt bag mig, siger den 47-årige tv-vært til ugebladet.