Michael Laudrup skal ingen steder lige nu.
Manageren, som har haft succes i den walisiske klub Swansea, har ingen planer om at forlade klubben. Ikke for Paris Saint-Germain, og ikke for det danske landshold. Det slår han fast i et interview med Politiken.
- Jeg forhandler ikke med Paris Saint-Germain, jeg bliver i Swansea. Det har jeg sagt så mange gange, at jeg efterhånden er træt af at gentage mig selv, siger han til avisen.
Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu er over de seneste dage raget uklar med klubledelsen i Swansea, og klubben har meddelt, at den ikke ønsker agentens indblanding i Swanseas valg af spillere til den nye sæson.
Det har ført til masser af rygter. Også om, at Michael Laudrup skulle have fået et anstrengt forhold til klubbens bestyrelsesformand Huw Jenkins.
Men Laudrup fortæller, at han fortsat - også i sin nuværende ferie - er i dialog med Jenkins i forhold til den kommende sæson.
- Jeg er kun optaget af én ting: At vi kan forstærke holdet så meget, at vi er i stand til at løse opgaverne i næste sæson og leve op til forventningerne. Det er dét, der tæller for mig, siger han.
På spørgsmålet om, hvor Michael Laudrup står i striden mellem hans agent og Swansea FC, svarer Laudrup kort:
- Det er deres problem, ikke mit. Mere har jeg ikke at sige.
/ritzau/