Når en bisættelse finder sted, stiller man næppe spørgsmål til de fremmødte gæster. Det udnyttede en midaldrende fransk kvinde til særdeles kynisk og udspekuleret kriminalitet, skriver BBC.
Når kvinden mødte op, fortalte hun, at hun var nær ven af afdøde, og gerne ville vise en sidste respekt. Kisterne var åbne, som det er typisk i Frankrig, og kvinden benyttede lejligheden til at stjæle så meget som muligt fra ligene.
Hun blev opdaget, da en familie pludselig opdagede, at deres afdøde familiemedlem pludselig manglede halskæde, fingerring og ørenringe. De alarmerede politiet, som iværksatte en større efterforskning.
De fandt hurtigt frem til gerningskvinden, som boede i nærheden i byen Liévin. Og fælden klappede, da de forsvundne smykker var i kvindens hjem. Og samtidig kunne politiet koble hende til endnu et tyveri, hvor en afdød mand var blevet frastjålet sin tegnebog, mens han lå i kisten.
Under efterforskningen fandt politiet en lang række dødsannoncer – inklusiv koder til adgang i de bedemandsforretninger, hvor ligene befandt sig.
Kvinden er nu fængslet og kan se frem til at få sin sag for retten i 2022.