En sundhedsarbejder i byen Juneau i den amerikanske delstat Alaska har fået en alvorlig allergisk reaktion efter at være blevet vaccineret mod covid-19 med en vaccine fra selskaberne Pfizer og Biontech.
Det skriver avisen The New York Times onsdag.
Sundhedsarbejderen er indlagt på hospitalet, men vedkommendes tilstand er stabil.
Ifølge The New York Times fik personen vaccinen tirsdag. Den allergiske reaktion kom samme dag.
Alaskas sundhedsministerium oplyser i en erklæring ifølge nyhedsbureauet dpa, at der er tale om en kvinde, som ikke i forvejen lider af allergi.
Kvinden fik et anafylaktisk reaktion også kendt som et allergisk chok der blandt andet forårsagede åndenød. Reaktionen kom, ti minutter efter at hun havde fået vaccinen.
Amerikanske Pfizer bekræfter, at selskabet efterforsker hændelsen i samarbejde med lokale myndigheder.
- Vi har endnu ikke alle detaljerne om meldingen fra Alaska om en potentiel alvorlig allergisk reaktion, men vi samarbejder med de lokale sundhedsmyndigheder for at vurdere hændelsen, udtaler en talsmand for Pfizer ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi vil nøje overvåge alle meldinger, der tyder på alvorlige allergiske reaktioner i kølvandet på vaccinen og opdatere indlægssedlen, hvis det er nødvendigt.
I Storbritannien oplevede to sundhedsarbejdere lignende allergiske reaktioner efter at have fået vaccinen.
Det fik tidligere i december de britiske sundhedsmyndigheder til at advare om, at personer med alvorlige medicin- eller madallergier bør undgå vaccinen.
Direktør for Alaskas sundhedsmyndigheder Anne Zink udtaler i en erklæring, at myndighederne var klar over, at der kunne fremkomme bivirkninger efter de to hændelser i Storbritannien.
- Vi forventede, at en bivirkning som denne kunne forekomme efter meldingerne fra England, om at folk har fået en allergisk reaktion efter at have fået Pfizer og Biontechs covid-19-vaccine, udtaler hun ifølge dpa.
/ritzau/