En kvinde har mistet livet mandag eftermiddag i en brand i Frøstrup i Thy, oplyser politiet.
Den 51-åriges pårørende er blevet underrettet, oplyser vagtchef Carsten Henriksen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Branden, der skete i en lejlighed på Vestergade, blev opdaget midt på eftermiddagen. En anden person i ejendommen blev kørt på skadestuen til undersøgelse for eventuel røgforgiftning.
Den præcise årsag til brandens opståen kender politiet ikke mandag aften.
- Så langt er vi ikke kommet endnu. Det er en eller anden form for ulykke. Vores teknikere arbejder på sagen, siger vagtchef Carsten Henriksen.
/ritzau/