En trafikulykke på Herningvej skaber netop nu stor trafikkaos ved Lervangvej øst for Ringkøbing.
En personbil og en varebil er kørt frontalt sammen.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.32.
I en opdatering skriver politiet onsdag aften, at en 21-årig mand er afgået ved døden. En anden person, som var involveret i ulykken, er 'svært tilskadekommen' og er bragt på hospitalet.
Vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Ole Vanghøj fortalte onsdag eftermiddag til B.T., at to personer var kommet svært til skade - den ene af dem er den afdøde:
- Der er tale om en personbil, der er kørt frontalt sammen med en varebil. Det er de to førere af bilerne, som er kommet svært til skade, siger Ole Vanghøj.
- Umiddelbart er der noget, der tyder på, at ulykken er sket, da personbilen svinger ud for at overhale en traktor. Så kører de to biler frontalt sammen, siger vagtchefen.
/ritzau/