Teaterinstruktøren Peter Langdal er en magnet for de store, folkelige klassikere – eller også er det omvendt.
I sommer var det Lise Nørgaards Matador , der blev udsat for Langdals musicalversion. Og næste år kommer turen så til Erik Ballings Olsen Banden .
Også her vil Peter Langdal tilføre folkekomedien en solid portion sang og musik i musicalen Olsen Banden & Den Russiske Rubin . Men i kølvandet på de populære opsætninger følger den latente risiko for at komme gennem mediernes vridemaskine med anklager om spekulation og kunstnerisk fallit.
Respektløs og respektfuld
De anklager giver den succesfulde instruktør dog ikke meget for.
»Jeg har lavet Strindberg og Ibsen, men det, pressen går efter, er, når jeg laver kæmpe ting såsom Den eneste ene . Så vågner I op,« siger Peter Langdal.
Han synes heller ikke, at han bare giver folk det, de vil have – snarere tværtimod.
»Når det kommer til klassikerne, skal man have en passende blanding af respektfuldhed og respektløshed. Det sjove er jo, at hvis man giver folk det, de ikke vil have, så sker der noget – så begynder de at tænke,« siger Peter Langdal.
»Forvirret fragmentering«
Anmeldelserne af Matador viser, at Langdal i hvert fald ikke gav anmelderne det, de gerne ville have. Ekstra Bladets anmelder skrev blandt andet, at: »Som selvstændig musical lever den ikke, men fræser af sted i en forvirret fragmentering, der aldrig har tid til at dvæle og give dybde. Den er rast- og rodløs«.
Berlingskes anmelder syntes ved samme lejlighed, at forestillingen var flot og forpustet, men at historien forblev en diffus folkekomedie med jingler uden fokus og reel varme.
De lunkne anmeldelser piller dog ikke ved det skyhøje billetsalg. Trods sit udsagn om det modsatte giver den 51-årige instruktør folk det, de i høj grad gerne vil have.
Musicalen Matador havde solgt omkring 62.000 billetter før premieren, og musicalen med Olsen Banden solgte 16.000 billetter allerede på den første salgsdag. I perioden mellem de to musicals har Langdal så også lige tid til at instruere ballet- og juleklassikeren Nøddeknækkeren .
Børnevenlig Langdal
Balletten, der har premiere i dag på Det Kgl. Teater, er Peter Langdals debut med en danseforestilling. Det rokker dog ikke ved, at Nøddeknækkeren allerede er en kommerciel succes. Plyssæderne på Det Kgl. Teaters Gamle Scene er så godt som fyldt på forhånd.
Publikum skal dog som så meget andet fra Langdals hånd ikke forvente en traditionel version af balletten. Langdal har sammen med koreografen Kenneth Greve brugt meget energi på at give Nøddeknækkeren »en over nakken«, som han siger. Ballet-versionen af Hoffmanns gamle eventyr om pigen med den livlige fantasi er kort sagt blevet mere børnevenlig.
»Mine egne to børn plejede til sidst at kede sig under Nøddeknækkerens sidste halvdel, fordi den kun består af ballet. Men vi vil gerne strække historien ud over hele forestillingen. Ambitionen er, at folk kan tage deres børn med ind på Gamle Scene,« siger Langdal.
Lettere på Betty Nansen
Med sin ballet-instruktion har Peter Langdal prøvet kræfter med stort set alle de genrer, der kan finde vej til en scene. Selv synes han, at teatret kan lære meget af ballettens fokus på disciplin.
»Balletdanserne har en ufattelig disciplin. Der skal så meget disciplin til, før der kommer kunst ud af ballet, og det påvirker den kunstneriske adfærd,« siger Peter Langdal.
Han glæder sig til at vende tilbage som teaterchef på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg – en stilling, som han efter sidste års teaterfarce om strukturreformen har haft orlov fra. Gensynet med Betty Nansen Teatret betyder til gengæld, at instruktøren er nødt til at drosle ned med de store, folkelige opsætninger, som næsten er gået i blodet på ham.
»Betty Nansen er på mange måder lettere at have med at gøre end Det Kgl. Teater. Til gengæld er scenen kun syv meter bred, så det er fantastisk at komme ind et sted, hvor der er plads til et stort orkester og 80 dansere. Det er fantastisk at få lov til at arbejde i store formater.«
Nøddeknækkeren spiller på Det Kgl. Teaters Gamle Scene fra i dag og indtil 9. januar.
Født i København i 1957.
Søn af damefrisørmester Svend Langdal og korrespondent Lili Kesselhahn.
Uddannet fra Statens Teaterskole i 1982.
Fra 1992 leder af Betty Nansen Teatret sammen med Henrik Hartmann.
Har siden 1982 lavet omkring 84 iscenesættelser.
Modtager af flere teaterpriser, herunder en Reumert-pris for bedste instruktør i 2000 og 2002.