Politiet leder lørdag efter en 12-årig dreng, som menes at været blevet taget af en krokodille, mens han badede i et vandløb i det nordlige Australien.
Drengen blev angrebet, da han var i vandet med en gruppe mennesker ved Port Bradshaw, 80 kilometer syd for byen Nhulunbuy i Northern Territory, oplyser politiet.
- De første rapporter indeholder oplysninger om, at voksne i gruppen forsøgte at redde drengen ved at spidde dyret, men krokodillen slæbte drengen med ud på dybere vand, siger politiinspektør Michael White i en erklæring.
- Betjente fra politistationen i Nhulunbuy er lige nu på stedet, hvor angrebet har fundet sted. De leder efter både drengen og krokodillen.
White siger, at den tragiske hændelse sætter fokus på faren ved at bade i vandløb i det nordlige Australien.
Det seneste angreb fandt sted kun to uger efter, at en syv-årig pige blev meldt dræbt af en krokodille i et vandhul ved en udpost omkring 340 kilometer øst for byen Darwin, der er hovedstad i Northern Territory.
Politiet gennemsøgte vandhullet og skød og dræbte en tre meter lang krokodille og en undersøgelse af dyret viste, hvad der menes at være menneskelige rester i dens mave.
Saltvandskrokodiller, som kan blive op til syv meter lange og veje mere end et ton, er almindeligt forekommende i den tropiske nordlige del af Australien.
De har været fredet siden 1970'erne, og deres antal er øget støt siden da, hvilket også er tilfældet med deres møder med mennesker.
/ritzau/AFP