Fremtidens arbejdskraft har det sværest på arbejdsmarkedet.
De højtuddannede unge, der bliver uddannet til arbejdsløshed, kommer til at døje med krisevirkninger flere år efter.
Det skriver Børsen på baggrund af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Mens den samlede ledighed faldt en smule i marts, så var 19 procent af de unge, der dimitterede ved sommereksamen sidste år stadig uden job, viser en statistik fra Akademikernes Centralorganisation.
"Det er meget bekymrende og sørgeligt, at hver femte nyuddannede ikke kan få job. Det har ikke kun konsekvenser for dem nu, men også to, tre, fem år ud i fremtiden," siger Mie Dalskov, der er økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Vi risikerer at tabe årgange på gulvet, lyder det fra DJØF's arbejdsmarkedspolitiske chef, Lars Munck.
"Der er stadig nogle, der hænger fra sidste krise, så der er nogle, der aldrig kommer godt i gang," siger han.