En dramatisk fyringsrunde er lige nu i gang i Mariagerfjord Kommune, hvor der skal spares 123 millioner kroner.
Indtil videre er 42 af kommunens satte blevet prikket i den omfattende sparerunde - seks af dem er tillidsmænd, og dét har fået den samlede fagbevægelse på barrikaderne.
- Vi ser det her som en krigserklæring. Jeg har aldrig oplevet noget i denne her målestok i mine mange år i fagbevægelsen, siger Kenn Andreasen, der er formand for fagforbundet FOA Mariagerfjord, til Nordjyske.
De seks tillidsmænd er organiseret under HK, 3F, Dansk Socialrådgiverforening og Danmarks Lærerforening. Ifølge TV2 Nord er der tale om tre arbejdsmiljørepræsentanter, to tillidsrepræsentanter og én tillidsrepræsentant-suppleanent.
- Tillidsvalgte er jo særligt beskyttet, og det skal de også være i forhold til den funktion, de har ude på arbejdspladsen. Så derfor kan vi ikke helt forstå, hvorfor de lige vælger seks ud af 42, som er tillidsvalgte, siger Kenn Andreassen til TV2 Nord.
Han forklarer til den regionale tv-kanal, at fagbevægelsen nu overvejer at lægge sag an mod kommunen, hvis de varslede fyringer effektueres.
Venstres Mogens Jespersen er borgmester i Mariagerfjord Kommune, og han ønsker ikke at kommentere sagen før i næste uge.
Jurist Ole Hasselbalch udtaler til Nordjyske, at de fleste overenskomster er strikket sådan sammen, at der skal være tale om tvingende årsager, før en tillidsmand kan fyres.
- Besparelser kan godt være en tvingende grund. Men en tillidsvalgt skal være den sidste blandt ligemænd. Det vil sige, at der ikke må være andre i en respektiv afdeling, der kan afskediges med tilsvarende effekt. Om det er tilfældet her, kan jeg ikke sige. Det afhænger af overenskomsterne, siger han til Nordjyske.dk.