Det særlige kontrolteam i Roskilde Kommune har opdaget og forhindret socialt snyd for 17,9 millioner kroner. Det skriver Roskilde Avis.
Kontrolteamet opdagede uregelmæssigheder i ansøgninger og udbetalinger af sociale ydelser, og på den måde blev disse forsøg på socialt bedrageri altså forhindret.
- Jeg er glad for, at kontrolteamet har fokus på, at borgerne får nøjagtig den hjælp, som de har krav på. For det er helt uacceptabelt overfor fællesskabet, og dem, der reelt har ret til hjælp, hvis pengene ryger i de forkerte lommer. Det undergraver jo borgernes tillid til, at deres skattekroner bruges på den rigtige måde, siger Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen (S), til Roskilde Avis.
Det er typisk lønmodtagere eller selvstændige, der prøver at få udbetalt kontanthjælp eller sygedagpenge. Ydelser, som de altså ikke har krav på.