Fra på mandag må kørelærerne igen komme ud på vejene med elever bag rattet, efter at det har været midlertidigt forbudt på grund af faren for coronasmitte.
Hos Dansk Kørelærer-Union er formand Bent Grue glad for, at kørelærerne igen kan komme ud at køre med eleverne.
Men der er samtidig mange spørgsmål om, hvordan det gøres forsvarligt, som de skal have svar på.
- Indtil videre mangler vi stadig nogle vejledninger fra myndighederne på, hvordan det kommer til at udmønte sig, siger han.
- Men der er da ingen tvivl om, at vi er er rigtig glade for at få åbnet op og få lov til at køre. Men der skal stadig være sikkerhed for det, vi gør. Coronavirus er stadig iblandt os. Så vi skal ikke bare køre, som om intet er hændt, siger han.
Bent Grue fortæller, at der fredag eftermiddag skal være møde med blandt andet myndighederne om, hvordan genoptagelsen af køretimerne skal foregå.
Han vil ikke selv komme med bud på, hvordan smitte i bilerne bedst forebygges.
Forbuddet for køreskolerne har været mod praktisk køreundervisning i skolevognene, men teoriundervisning har på papiret godt måttet fortsætte. Men i praksis har det ikke været muligt, forklarer Bent Grue.
- Problemet er, at vi har undervisningsplaner, der gør, at man har teori og så praktik, teori og så praktik.
- Så det er et integreret forløb. Derfor er teoriundervisning jo også naturligt indstillet, når man ikke har kunnet have kørsel, siger han.
Køreskolerne er bare et af de erhverv, som på mandag får lov til at åbne igen, efter at partierne i Folketinget natten til fredag blev enige om en aftale, der også giver blandt andet tandlæger og frisører lov til at åbne i næste uge.
Det er ud fra en sundhedsmæssig vurdering af, at man kan genåbne, uden at det vil føre til en stor stigning i smitten med coronavirus i samfundet.
/ritzau/