Den ene dag møde i a-kassen - den næste møde i jobcentret. Det er virkeligheden for mange ledige.
Men den praksis skal stoppe, lyder det i én af Carsten Koch-udvalgets konklusioner, skriver Jyllands-Posten.
Efter fire ugers ledighed skal man til møder i både a-kasse og jobcenter hver tredje måned, og det får de ledige til at føle sig som kastebolde mellem de to systemer.
- Ifølge kvalitative undersøgelser opfatter mange ledige dette "dobbelte kontaktforløb" som indholdsmæssigt sammenfaldende og som en indikation af to systemer, der ikke samarbejder, lyder det i rapporten.
Socialrådgiverne genkender problemet.
- Borgerne bliver forvirrede over, at man det ene sted ikke har fået information, som man netop har afleveret det andet sted, siger formand Maibritt Berlau til Jyllands-Posten.
Koch-udvalget anbefaler, at ledige, der vurderes til at komme hurtigt i job, selv skal vælge, om de vil hjælpes af a-kassen eller jobcentret. Modsat skal ledige, med længere udsigt til job, hjælpes i jobcentret.
Kommunernes Landsforening (KL) bakker op.
- Indsatsen er til for den ledige, og a-kasserne og jobcentrene skal være bedre til at koordinere, siger Jacob Bundsgaard, der er formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg, til Jyllands-Posten.
Ifølge Koch-udvalget skal man generelt holde op med at skære ledige over én kam og tilbyde dem samme indsats.
Newspaq