Knivdrabet lørdag morgen på Strøget i København tæt på Kgs. Nytorv, hvor en 19-årig mand blev stukket ned, er muligvis blevet filmet af et overvågningskamera, der dækker facaden til en af butikkerne på Strøget. Politiet er ifølge bt.dk i gang med at kigge optagelserne igennem.
Det var tumulter mellem fem mænd, der kort før klokken 6 endte med, at en 19-årig blev stukket ned og senere døde af sine kvæstelser.
Ved ni-tiden i morges spulede brandfolk fra Københavns Brandvæsen gaden ren, da politiets teknikere var færdige på gerningsstedet.
Politiet fandt en blodig kniv på Strøget, som formentlig er gerningsvåbnet, og senere blev en 20-årig anholdt med blod på tøjet.
Den 20-årige fremstilles i grundlovsforhør lørdag.