Den 46-årige mangemillionær, iværksætter og tv-kendis, Christian Stadil, sender på Facebook en tak til de ansatte på Rigshospitalet.
Taknemmeligheden kommer efter han er kommet i behandling for infektionssygdommen borrelia.
Han skriver blandt andet: "[...] jeg er dybt imponeret over det danske hospitalsvæsen her konkret Riget, overlæge Anne-Mette og hendes team. Wauw for en sød, åben og dybt professionel behandling. Tusind tak. I’am a BIG fan".
Borrelia kan opstå efter et skovflåtbid og går i udbrud mellem en uge og fire-fem måneder efter biddet.
Man kan få nervelammelser, og symptomerne starter ofte med smerter i ryggen, typisk mellem skulderbladene og i nakken. Og det var netop det, som fik Christian Stadil til at tage på hospitalet.
Han skriver på Facebook, at han havde haft det på fornemmelsen et stykke tid og døjede med "nakkestivhed, store røde pletter fordelt over en halv meter på kroppen, en sovende fornemmelse i venstre side de sidste par måneder, rygsmerter og et rødt og blåt bidemærke i knæhasen".
Han fik sin mistanke bekræftet og skriver fra sin seng på hospitalet, at han "har neuroborreliose/borrelia i fremskreden grad".