Hun er opvokset i Danmark, hvor hun har fået succes i film som "Fuglene over sundet" og "Stille Hjerte", men Danica Curcic er født i Beograd i Serbien, og snart kommer hun også til at udfolde sit talent i forældrenes hjemland.
Den 32-årige skuespillerinde har nemlig sikret sig en rolle i et ægteskabsdrama, der skal instrueres af den serbiske skuespiller Gordan Kicic, der gør sin debut som spillefilminstruktør.
Hun blev opfordret til at søge rollen af en producent, der havde hørt om den prisvindende skuespillerinde.
Derfor allierede hun sig med den dansk-serbiske skuespiller Dejan Cukic, som hjalp hende med at filme et bånd på serbisk, som de sendte afsted.
- De var så glade for det, at jeg kom til casting i Beograd, og jeg var så nervøs, for jeg var bange for, at de ville sige, at jeg ikke var god nok til at tale serbisk, som jo egentlig er mit modersmål, siger Danica Curcic, der som et-årig flyttede til Danmark med sin familie, og uddyber:
- Mit ordforråd er begrænset, da jeg kun taler på serbisk med min familie. Så sproget er for mig meget knyttet til min familie. Jeg er så meget en datter og en søster på serbisk, så det var enormt sårbart for mig. Jeg skulle lige over min blufærdighed.
Castingen gik godt, og rollen var hendes. Men selv om Danica Curcic er en erfaren og prisvindende dansk skuespillerinde, så skal hun til at lære helt nye ting i Beograd.
- Herhjemme har vi måske nogle gange en tradition for realisme og for generelt at underspille. Derovre kan man bare mærke, hvad temperamentet gør ved sproget. Det er så fyldt med tryk og konsonanter, at det også gør noget ved kropssproget.
- Man kan ikke bare overføre det danske temperament. Men jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville spille med i en serbisk film, fordi det ville være den vildeste udfordring, siger Danica Curcic.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår optagelserne til filmen begynder.
/ritzau/FOKUS