Fredag slog DR for alvor til i TV-krigen, da de havde premiere på X Factor - liveshows samtidig med, at kendisserne endnu en gang skøjtede rundt på isen i TV 2s Varm på is .
Men seerne har valgt side - de vil have X Factor .
Mens blot 588.000 kiggede med på TV2, så fulgte omkring 1,3 mio. seere med i Basim, Martin, Laura, Heidi og alle de andre unge talenters debut på scenen i X factor
- Ja, det er jo lidt af en lammer, erkender TV 2s underholdningsredaktør, Gitte Madsen.
- Men først og fremmest er det ikke en skam at tabe til noget, der er godt. X Factor er noget, seerne gerne vil have, og vi havde forventet, at det ville blive lidt af udfordring. Nu må vi må bare erkende, at seerne har truffet et andet valg og så passe vores arbejde med at gøre programmet endnu bedre, siger Gitte Madsen, der har vundet mange fredags-sejre med programmet Vild Med Dans .
- Mange gange har det jo været os, der har vundet fredag aften. Så vi ved, hvor dejligt det er. Så tillykke til DR - det er fandme godt gået, lyder det fra Gitte Madsen, der ikke vil hverken be- eller afkræfte, hvorvidt TV 2 overvejer at flytte is-showet til et andet tidpunkt.