Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil genåbne Tibetkommissionen, efter at der er flertal i Folketinget for det.
Det er første gang i årtier, at der genåbnes en ellers lukket undersøgelseskommissionen. For to uger siden afviste Søren Pape Poulsen ellers at nedsætte en ny kommission.
Det skyldes ifølge justitsministeren, at der er fundet mailarkiver i en rutinemæssig kontrol af Rigspolitiet.
- Det er noget rod og utilfredsstillende, at der nu to gange er kommet nye ting frem.
- Vi må til bunds i dette her. Det vil klæde os alle sammen bedst, siger Søren Pape Poulsen.
Materiale fra sagen blev aldrig udleveret fra Udenrigsministeriet, hvilket har rejst et politisk pres de seneste par uger.
Den nye kommission skal koncentrere sig om eventuelt nyt og relevant materiale.
Kommissionen blev oprindeligt nedsat for at undersøge, hvorfor fredelige demonstranter blev stoppet under kinesiske statsbesøg i København i 2012 og 2013.
Torsdag morgen steg presset på ministeren, der i sidste uge indkaldte Folketingets partier for at drøfte, hvordan de håndterer de slettede e-mails, som kommissionen aldrig fik indsigt i.
Flere medlemmer af Folketinget gik torsdag åbent ud og krævede, at kommissionen blev genåbnet.
Der er udtrykt bekymring over, at der hverken er placeret et ansvar højt i politiet eller det politiske system.
Radioprogrammet Orientering på DR's P1 har tidligere afsløret, at kommissionen ikke fik en række e-mail fra Udenrigsministeriet og politiet.
Det skyldes, at afgåede embedsmænd og ministre får slettet deres e-mail, 30 dage efter at de har forladt jobbet.
Det skulle dog være muligt at finde de slettede mails frem. Justitsministeriet fandt mails til Tibetkommissionen fra embedsmænd og ministre med sit backup system.
Men det gjorde Udenrigsministeriet ikke. Ministeriet bad i stedet embedsmænd, som stadig var ansat, gennemse e-mails.
Da Tibetkommissionen kort før jul offentliggjorde sin redegørelse, konkluderede den, at det var Udenrigsministeriet, der "bidrog til en stemning, der via PET forplantede sig til Københavns Politi".
Det førte til, at betjente fik udstedt klart ulovlige ordrer om at forhindre fredelige demonstranter i at vise tibetanske flag og blive set under de kinesiske statsbesøg i København.
/ritzau/