I en tid hvor der ikke er penge til at hjælpe børn med særlige behov, fordi ”der ikke er penge nok”, finder en socialdemokratisk regering penge til at kompensere restauranter, hoteller, minkfarmere og gud ved hvad. Det kan man så sige, skyldes en nødvendighed og et behov for en hurtig handling, fordi hele samfundet er truet.
Så går en galning amok og vil genindføre et storrussisk rige, og invaderer (endnu) et naboland. Pludselig truer krigen igen, selvom krigen har i årevis har været en benhård virkelighed for mange mennesker andre steder, og nu skal der handles. Det koster penge, men verdensfreden skal sikres, og det kan man så sige, skyldes en nødvendighed og et behov for en hurtig handling, fordi hele samfundet er truet.
Der graves millioner, nej milliarder op fra regeringens skjulte gemmer, og postes i erhvervslivet, i krig og i pels, mens børnene og især deres forældre triste må se til, fordi børn med særlige behov endnu en gang lades i stikken.
Krig og corona har med en upassende klarhed vist os, hvad Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, ja faktisk hele Folketinget, mener om den del af befolkningen, som er en vigtig del af samfundets fremtid: De kan rende og skide, og det kan deres forældre også!
Ingen nødvendig viden
I årevis har man nægtet at hjælpe børn med særlige behov, og ja, det var såmænd også Socialdemokratiet, der sad på magten, da man sløjfede specialklasser og i stedet tvang børn med autisme, angst, ADHD og andre lidelser ind i store skoleklasser, hvor den eneste vej ud var at gemme sig for aldrig at vende tilbage til skolen.
Ude i kommunerne sidder rigtig mange sagsbehandlere uden nødvendig viden til at handle korrekt, og derfor tilbydes kommunerne hjælp, men kun hvis barnet har tilstrækkeligt stærke forældre, der tager kampen op og ikke mindst finder vej gennem urskoven af regler og forordninger. Og selv der er kampen lang og livstruende. Den hjælp, kommunerne kan indkalde, giver dem ikke pligt til at handle efter sagkundskabens anbefalinger, og derfor bliver det sjældent fulgt.
Der er ingen vilje til at give de nødvendige penge, og det pakkes som oftest ind i glanspapir mærket med teksten ”omsorg” og ”inklusion”, og derfor tabes en stor del børn og unge på gulvet, hvor de kan ligge og vente på, at rengøringen ankommer, fejer dem op og smider dem i skraldespanden.
I stedet for at give hjælp til alle børn, og investere i deres fremtid. Ja, investere – så vælger det offentlige system at kasserere børnene, og dermed mister samfundet og fremtiden potentielt stor innovativ drivkraft. Det er allerede anerkendt, at uden eksempelvis autister, ville vi ikke have udviklet os som art i den retning vi har. Vi ville være blevet stående et eller andet sted og været tilfredse, som chimpanser, med store muligheder, men uden visioner og evne til at se det, som kun de færreste kan se.
Blandt de udfordrede børn og unge findes der bestemt også en del, som ikke kan gøre meget, men det giver os vel ikke retten eller pligten til at gøre deres liv til et helvede for børnene og deres forældre. Regeringen kunne for små penge, sammenlignet med krigs- og coronaudgifterne, give et værdigt liv til disse familier, og ikke mindst få et afkast senere, i modsætning til krigen, der kun giver afkast til våben- og protesefabrikanter og i modsætning til minkavl, der får et kæmpetilskud som kompensation for, at de ikke kan fortsætte den underskudsgivende produktion, de har fået tilskud til i årevis.
Værdigt liv for børn
Regeringen og Folketinget har vist os, at der er rigeligt med penge til at skabe et værdigt liv for de børn, der har behov for daglig hjælp og for de pårørende, som dagligt giver alt, hvad de har for at gøre livet tåleligt for deres børn. Regering og Folketing har også vist os, at det vil de sådan set skide på, for trods masser af advarsler og information om de faktiske forhold, og trods erkendelse af at Socialdemokratiets (læs: erhvervslivets) skolereform er tæt på en reel katastrofe, sker det intet.
Familier lades i stikken, og kun de børn med de stærkeste forældre har chancen for at godt og anstændigt liv… eller i det mindste for anerkendelse af deres nød.
Det kan sagtens gøres bedre, men i stedet fortsætter hykleriet og nedbrydelsen af de familier, der er ramt og har brug for hjælp.
Det koster penge at give børn med udfordringer og handicap et anstændigt liv, men det er faktisk det eneste anstændige at gøre. Desværre skal der noget andet end saglige argumenter til, for Socialdemokratiets holdning er klart og tydeligt, at enhver der ikke kan stå og gå uden krykker, skal gå til. De er ikke alene. Flertallet af Folketingets partier støtter den umenneskelige behandling af børn og unge med særlige behov.
Johnny Larsen er enlig far til et omkringfarende stortalent på cykel. Foto: Privat