Episoden står knivskarpt: En hjerneskadet mand går hidsigt op og ned ad gangene på plejehjemmet, og Winnie Pia Jensen vil stoppe ham for at give ham noget beroligende. Han er en høj, stor mand – en tung mand. Winnie Pia Jensen er på arbejde. Hun går bag manden.
- Da han når op til en stol for enden af gangen, vender han sig om og vælter over stolen. Jeg reagerer per refleks og griber ud efter ham. SMAK, sagde det.
Mange års arbejde med stressende vagter, tunge løft og akavede arbejdsstillinger har slidt Winnie Pia Jensens 62-årige krop ned. Det har hun i dag lægernes ord for. Men det blev en arbejdsulykke, der til sidst satte en endelig stopper et langt, hårdt arbejdsliv på plejehjem.
Vi skal alle sammen arbejde længere. Siger politikerne. Danmark får i fremtiden verdens højeste pensionsalder. Men kan det lade sig gøre? Er det fair? Og hvad siger folk på stilladset og i vuggestuen? Avisen.dk sætter i den kommende tid fokus på nedslidning og pensionsalderen. Vi håber du vil læse med og deltage i debatten.
Læse hele temaet her.
Smerterne strålede ned i benet
Winnie Pia Jensens første tanke var, at det nok bare var et hold i ryggen. Dog lidt værre end de andre gange. Men smerterne strålede kraftigt ned i benet.
- Så kom jeg til fyssen, og han sagde: ”Jeg tror, du har en prolaps, men den kan nok komme på plads med øvelser.” Jeg trænede og trænede, men mine smerter blev bare værre, siger Winnie Pia Jensen.
Hun begyndte at få følelsesforstyrrelser. En scanning viste to diskusprolapser i lænden og et nervetryk. Neurologen opdagede også en arbejdsrelateret skade i skulderen.
Jeg har været glad for mit arbejde, for der har været brug for mig, siger Winnie Pia Jensen. Foto: Robert Attermann.
Som ung arbejdede Winnie Pia Jensen i restaurationsbranchen, men omsorgsarbejdet trak, og hun fik først job som ufaglært plejer. Arbejdet med psykisk syge fangede hende. Hun valgte en uddannelse som sygehjælper – det der i meget grove træk svarer til social- og sundhedsassistent i dag – og et 35-årigt arbejdsliv med omsorg. For unge, ældre, handicappede og stof-skadede.
- Særligt de piger, som skar i sig selv på grund af lavt selvværd, har gjort stort indtryk. Og jeg tror, jeg har gjort en positiv forskel for dem. Det er det, de siger, når jeg møder dem. Jeg har været glad for mit arbejde, for der har været brug for mig.
Mangler personale
De sidste ti-femten år er forholdene blevet værre i branchen. De borgere, der kommer på plejehjem, er mere plejekrævene end før i tiden. Det hedder længst muligt i eget hjem. Det er egentlig en god ide, mener Winnie Pia Jensen.
Men ressourcerne er ikke fulgt med. Særligt i weekenden er der tryk på:
- Så er man to til 10-15 stærkt handicappede. I hverdagen er man jo fire, fem stykker på arbejde plus elever. Det er mere rimeligt. Men to! Det er HELT forfærdeligt, siger den 62-årige skibonit og peger på, at der kan være beboere, der skal på toilet tre-fire gange gange i løbet af en formiddag.
- Lad os sige, at der er tre af dem. Så kan det jo slet ikke lade sig gøre, når du også skal servere morgenmad og forberede frokost. Nogle gange får de ble på af tidshensyn, siger Winnie Pia Jensen og fastslår, at den praksis omfatter hun som omsorgssvigt:
- Så begynder dem, der bestemmer at forsvare bleerne: ”De er specielt lavet, så borgeren ikke mærker, at der er lort i.” Jamen, de skulle høre sig selv, siger Winnie Pia Jensen og ryster på hovedet.
Ikke mere omsorg at hente
Kombinationen af travlhed og frustration over, at personalet ikke kan levere den omsorg, som de ældre har krav på, slider.
- Jeg kom til at bide af min kollega og omvendt, fordi vi begge to var så pressede. Jeg fik spændinger i nakken, hovedpine, var træt, udkørt, irritabel. Og heller ikke særlig sjov at få hjem til familien bagefter. Der var simpelthen ikke mere omsorg at hente hos mig!
Når jeg kigger tilbage på de mange år i plejesektoren, kan jeg slet ikke forstå, at jeg holdt til det. Jeg ville under ingen omstændigheder kunne fortsætte til jeg bliver 70 år, siger Winnie Pia Jensen. Foto: Robert Attermann.
Operationen i ryggen blev Winnie Pia Jensens exit. Hun blev opereret, men det var for sent. Arbejdsevnen var stort set væk. Hun har modtaget erstatning, og har netop fået førtidspension. Men smerterne er der stadig. Trods Ipren, Panodil og morfinpræparatet Contalgin, som tages i nøje afmålte doser:
- Man kan ikke se noget på mig, men min hverdag er med kroniske smerter. Jeg vil ikke tage endnu mere smertestillende, for jeg har hørt om andre, der er blevet afhængige. Jeg vil ikke ende som narkoman, bare fordi jeg har passet mit arbejde. Punktum.
Over de næste fire år stiger folkepensionsalderen fra 65 år til 67 år. Herefter skal pensionsalderen stige i takt med danskernes middel-levetid. Den 18-årige, der starter på job i dag, skal arbejde til hun fylder 75.
- Hun skal sgu ikke vælge vores fag. Når jeg kigger tilbage, kan jeg slet ikke forstå, at jeg har holdt til det. Jeg ville under ingen omstændigheder kunne fortsætte til jeg bliver 70, heller ikke uden arbejdsskaden. Bestemt nej!, siger Winnie Pia Jensen.
Efter flere år i restaurationsbranchen tog Winnie Pia Jensen for godt 35 år siden arbejde i plejesektoren. Og her har den 62-årige social- og sundhedsassistent fra Skive arbejdet indtil for ganske nylig.