Søndag aften er DR aktuel med en ny stor dramaserie. 'Herrens veje' er et familiedrama om en præstefamilie ,om tradition og forpligtelse, om præstation og ikke mindst social arv.
Her lader man seeren træde ind i en verden, de færreste kender til.
- Hvis der er nogen, der tror, at præster kun er nogle pæne mennesker, der går i seng klokken 21 med hænderne over dynen og ikke vil deres medmennesker noget andet end godt, så tager de fejl, har manuskriptforfatter på serien Adam Price sagt til DR.
Avisen.dk har talt med tre af landets kendte præster - der om nogen kender til livets gang i og uden for kirken.
Artiklen fortsætter under billedet
"Jeg tillader mig at være mere svag i mit privatliv"
Foto: Simon Skipper/Scanpix
53-årige Kathrine Lilleør er til daglig sognepræst i Sankt Pauls Kirke i København, foruden debattør, forfatter og foredragsholder.
For 24 år siden valgte hun præstefaget som sin levevej, først og fremmest fordi hun vidste, at der var job at få, men også fordi hun kendte til arbejdet, da hun er opvokset i en præstefamilie.
Egentlig havde hun tænkt sig, at hun skulle være journalist eller højskolelærer, fordi hun havde interesse for tekster og taler, men fandt senere ud af, at bibelens univers, var de største tekster, hun kunne komme i nærheden af.
Håber du, at dine børn ønsker at blive præst som dig?
- Nej, det gør jeg ikke. Jeg håber for mine børn, at de bliver lykkelige. Og lykken er tit noget andet, end man tror.
Har dit arbejde som præst ændret sig over tid?
- Jeg synes efterhånden, der er flere, der søger mod kirken og ligesom mig er interesseret i at forstå, hvad evangelierne er. Det er som om, der var nogle år, hvor vi var særligt optaget af, hvad islam er - men nu er vi optaget af, hvad vi selv tror på, siger hun og fortæller, at hun ikke mærker til, at borgerne i stor stil melder sig ud af den danske folkekirke.
Hun ser ofte nye kirkegængere til almindelige gudstjenester.
- Men jeg justerer da hele tiden, og der er hele tiden noget, man skal prøve af. Selv i præstefaget kan forandring og det at give sig selv udfordringer være en god ting.
Er der forskel på Kathrine som præst og Kathrine som privatperson?
- Præstekjolen kan jeg tage af - men jeg kan ikke tage mit livssyn af. Jeg tillader mig at være mere svag i mit privatliv end i mit arbejdsliv. Jeg tilfører mig professionalisme, når jeg træder ind i kirken.
Artiklen fortsætter under billedet
"Det kræver en vis form for robusthed"
Foto: Jeppe Bøje Nielse/Scanpix
Flemming Pless er ikke selv vokset op på en præstegård, men i 1988 tog han valget om at blive præst, fordi han mente, der var en særlig mening med det.
I dag er han 60 år og sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn i København. Desuden er han uddannet fotograf og forfatter til flere bøger.
Håber du, at dine børn ønsker at blive præst som dig?
- Jeg har faktisk sagt til dem, at det må de ikke. Især til min søn - Jakob - sagde jeg, "det skal du nok ikke overveje". Men nu er han også begyndt at lave noget kirketjenerarbejde, så det hjalp ikke.
Hvorfor må de ikke det?
- Man er meget eksponeret som præst, og man giver meget udad, men det kan være svært at få noget indad. Og så kan det for eksempel være svært at være i almindelige parforhold.
- Det kræver en vis form for robusthed. Der er nogle forventninger om opførsel, og måden man taler på - samtidigt skal man være så skide smart og moderne.
Hvordan er det så at være Flemming, når man tager præstekraven af?
- Jeg tror, det er anderledes at være præst i storbyen, som jeg, end i en mindre landsby, hvor alle kender den lokale præst. Der er man 'præsten', selvom man er nede og handle eller går en tur. Sådan er det ikke helt for mig.
- Det er vilkårene, at folk kan genkende en på gaden, når man er præst. Og du skal kunne leve med altid at være på, fortæller Flemming Pless og tilføjer:
- Som jeg, der har været igennem et par ødelagte parforhold, kan man nemt blive udsat for prædiken om "det kan man ikke, når man er præst". Der forventes en højere etisk tilgang til tingene end andre mennesker.
Artiklen fortsætter under billedet
At være præst bor i mig
Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
32-årige Marie Høgh er præst på fjerde år, men hun har fra barns ben løbet rundt på de bonede kirkegulve, da hun er født ind i en præstefamilie. Derfor fandt hun valget om at blive præst naturligt.
- Jeg har altid tænkt, at det er et meningsfyldt arbejde. Man kommer tæt på mennesker og er med dem på de vigtigste tidspunkter i deres liv.
I dag er hun sognepræst i Lynge-Uggeløse Sogne, debattør og foredragsholder.
Håber du, at dine børn ønsker at blive præst som dig?
- Jeg vil håbe, at de vil lave det, der er allervigtigst for dem. Men samtidigt håber jeg også, at de tager livssynet og dannelsen med på deres vej - både det at kende til kristendom og til dansk kultur.
Har dit arbejde som præst ændret sig over tid?
- Jeg ved ikke, om det har ændret sig, men ligesom så mange andre fag, så vokser man med erfaring. Man bliver klogere på at gøre tingene mere enkle og bliver klogere på, hvordan man rammer forskellige målgrupper.
Er der forskel på Marie som præst og Marie som privatperson?
- Det at være præst er et liv, ikke bare et arbejde. Det er noget, der bor i en. Det er altid en del af mig.